Ny skov: Frida og Julie var ude med spaden
AABYBRO: 90 skoleelever fra 4. klasserne på Aabybro Skole fik en anderledes skoledag, da de fredag var udkommanderet til at plante de første 1.000 træer i en udvidelse af Aaby-skoven på Øster Hovensvej.
Det var praktisk undervisning i både biologi og samfundsfag, for eleverne fik assistance af minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), der havde sit hyr med at forklare, hvad en Grøn Trepart er for en størrelse. Men efter en kort tale smøgede ministeren ærmerne op og gik i gang med gravearbejdet sammen med eleverne.
De gik til arbejdet med stor ildhu – og glæder sig til, at de en gang om mange år kan fortælle deres egne børn, at de har været med til at plante skoven.
Seje børn
Jeppe Bruus han måtte erkende, at børnene i Aabybro er mere seje end andre børn i Danmark.
Ministeren mener, at børn kommer alt for lidt i naturen – men da han spurgte Aabybro-eleverne, hvor mange der havde overnattet i en skov, svarede de alle ja til ministerens store overraskelse.
Jeppe Bruus forsøgte en gang til.
- Nu mener jeg ikke bare i telt, men under åben himmel eller i shelter?
Igen kunne Aabybro-eleverne imponere, for det havde de fleste også prøvet.
Stor udvidelse
Aaby Skoven skal i år udvides med 11 hektar.
- Der går cirka 4000 træer på en hektar, så det bliver til i alt 44.000 træer, fortæller Kristian Trier fra Naturstyrelsen Vendsyssel.
- Den nye skov bliver blandet løvskov med hyld, birk, røn, hassel, eg og den lidt mindre kendte busk kvalkved, der trives godt i blandingsskov, forklarer skovarbejderen.
Fredag var skovens dag – og det var den direkte anledning til, at det store skovplantningsprojekt blev skudt i gang.
Men det var ikke den direkte anledning til, at Jeppe Bruus havde taget turen fra ministeriet i København. Han var alligevel i Nordjylland i forbindelse med et møde mandag i Aalborg i Kommunernes Landsforening.