Billede beskrivelse

Ny elev skal sikre bedre fællesskab i alle skolens klasser

12. februar 2026 kl. 14.00

BROVST: Tirsdag den 10. februar kunne Skovsgård Tranum Skole byde et helt særligt nyt ”barn” velkommen i alle klasser og børnefællesskaber – lige fra vuggestuen til 9. klasse.

”Barnet” har vidt forskellig udformning – et tøjdyr, en tegning eller noget helt andet – men hedder i alle tilfælde Tage Hensyn og skal være med til at styrke fællesskabet og børnenes forståelse for, hvordan man tager hensyn til hinanden i hverdagen.

- Med Tage Hensyn vælger vi en lidt anden tilgang til den opgave, som vi hele tiden arbejder på, nemlig: gode og rummelige børnefællesskaber. Den nye ”kammerat” i alle klasserne skal fungere som en slags moralsk kompas og refleksionsværktøj, der hjælper med at holde fokus – alt efter hvordan han udformes i den enkelte sammenhæng. Med en fælles dag til kick-off i alle afdelinger og for alle vores børn ønsker vi også at signalere, hvor høj prioritet det gode fællesskab har, fortæller skoleleder Kim Haaning Pedersen.

Billede beskrivelse

AI-avatarer, brevkasse og en træfigur

Alle de nye ”Tager” blev introduceret på vidt forskellige måder. 

I udskolingen blev AI-avatarer, en brevkasse og det sociale koncept Fucking Flink taget i brug. 

I indskolingen blev der klippet og klistret, så både Tage selv og hans bil tog form og fremover kan indgå i det løbende fokus på et godt fællesskab.

- Vi vil have Tage på banen hver morgen, når vi tjekker ind på følelseshjulet og fortæller, hvordan vi har det. Han skal minde os om, at vi skal tage os af hinanden og få snakket om tingene, fortæller Camilla Fuur Aasted, som er lærer i 3.-4. klasse i Skovsgårdafdelingen. 

Her var Tage blevet en malet træfigur, og morgenen blev indledt med, at man sang og analyserede hans egen sang med sociale regler og inkluderende handlemuligheder for børnene.

Billede beskrivelse

Der blev også sat ord på, hvad det vil sige at tage hensyn til hinanden, og Jakob Frandsen og Clara Maarbjerg fra henholdsvis 4. og 3. klasse kunne forklare:

- Det er for eksempel, at man skal lege sammen, alle sammen. Alle dem, som har lyst til at være med, forklarer Clara Maarbjerg.

- Det handler også om omsorg. Og omsorg handler om at trøste og hjælpe hinanden, fortæller Jakob Frandsen og tilføjer, at det går meget godt i klassen:

- Vi er gode til at være gode ved hinanden, synes jeg. Bedre end ok, i hvert fald.

Tage Hensyn-konceptet vil løbende blive evalueret på Skovsgård Tranum Skole, og de gode erfaringer delt, så alle kan få glæde af nye værktøjer til at skabe trivsel og sammenhold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste