Billede beskrivelse

Nok en plan for Krotorvet i Fjerritslev er på tegnebrættet

23. april 2026 kl. 19.01

FJERRITSLEV: Granly-koncernen, der for to år siden købte Fjerritslev Kro og siden har revet bygningen ned, inviterede tirsdag aften til informationsmøde om virksomhedens planer for Krotorvet.

Det blev et hit. Flere end 400 interesserede mødte op til mødet i Jammerbugt Idrætscenter.

Her hørte de Granly-direktør Henrik Holm fortælle om et nyt projekt, som koncernen har for grunden. 

Desuden medvirkede Mads Nielsen fra Rema Udvikling A/S, der præsenterede Rema 1000s ønsker om at åbne en butik i Fjerritslev.

Nu skal der så laves endnu et projektforslag, som kan gå videre til kommunalbestyrelsen, der har det endelige ord i sagen, fordi der skal laves ny lokalplan med efterfølgende offentlig høring, inden den kan vedtages.

En sejtrækker

Krogrunden har udviklet sig til lidt af en sejtrækker. 

De nye forslag til byggeri på stedet, som nu skal udarbejdes af Granly og deres investorer, bliver det fjerde forslag i rækken, siden Granly erhvervede den gamle kro tilbage i sommeren 2024.

Her var det planen at bygge 22 almennyttige boliger, et antal ejerlejligheder samt 450 kvadratmeter butikker. 

Projektet blev tilpasset og reduceret flere gange, men der endnu kommet et byggeri i gang.

Kommunalbestyrelsen var ellers indstillet på en hurtig afklaring sidste år.

Da kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune sidste år i februar godkendte et forslag om et byggeri med 18 lejligheder og 500 kvadratmeter butiksareal, lovede daværende borgmester Mogens Gade, at lokalplanen skulle være på plads inden sommerferien, så der kunne holdes borgermøde 10. juni.

Borgermødet blev aflyst med kort varsel, og siden har der været stille om planerne.

Billede beskrivelse

Bulldozerne gik i gang

Men bulldozerne gik i gang, og bid for bid forsvandt kroen på torvet i løbet af juni. 

Siden har pladsen ligget øde hen.

Nu prøver Granly så igen. Der er noget at gå videre med. 

Selv om tirsdagens møde ikke var et debatmøde, men netop et orienteringsmøde, kom flere af mødedeltagerne med forskellige forslag, som Granly og Rema 1000 noterede sig til det videre arbejde.

Hvad der kommer til at ske på den centrale plads i Fjerritslev, og ikke mindst hvornår det kommer til at ske, er fortsat usikkert.

Men en ting er sikkert. 

Der bliver musik på Krotorvet hver fredag og lørdag sommeren igennem igen i år.

- Vi er ved at lægge sidste hånd på programmet, lover René Hjørnet Jensen fra arrangørgruppen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste