Museum har sendt over 4000 indbydelser til sårbare gæster: - Alle har ret til at opleve kunst og kultur
HUNE: Forventningerne er høje hos personalet på Museum for Papirkunst i Hune. Takket være en donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har museet sendt indbydelser ud til en udvalgt skare af gæster, som nu får mulighed for at opleve en dag i kunstens verden.
Mere end 4000 invitationer er sendt afsted til nordjyske bo- og dagtilbud samt børne- og ungehjem, oplyser museumskoordinator Anna Falk.
- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra de steder, vi har kontaktet. Vi forventer ikke, at alle 4000 gæster dukker op, men vi glæder os til at give dem, der kommer, en unik oplevelse. Det fortjener de, siger hun.
Det er ikke første gang, at Museum for Papirkunst henvender sig til specifikke grupper. I 2023 inviterede museet, med støtte fra en donation, plejehjemsbeboere på besøg, hvilket blev en stor succes. Nu følges initiativet op med en skræddersyet oplevelse, der er målrettet anbragte børn og unge og voksne med hjerneskade eller udviklingshandicap.
- Vores mission er at skabe inkluderende oplevelser med plads til alle, og derfor har vi blandt andet fokus på høre- og synshæmmede i vores udstillingsprogram. Vi er glade for, at vi kan tilbyde sårbare grupper en museumsoplevelse på lige fod med andre, forklarer stifter af Den Almennyttige Fond for Psaligrafisk Kunst, Bit Vejle.
- Vi mener at kunst og kultur er for alle, og vi ser det som vores ansvar at imødekomme en overset gruppe og give dem mulighed for at opleve kunstens helende kraft, siger hun.
En ny verden åbner sig
Forleden tog de første VIP-gæster imod invitationen. En gruppe på 12 elever fra Fønix Skolen – et specialundervisningstilbud i Fjerritslev – ankom til museet og tog hul på en dag, der var tilrettelagt efter deres behov.
- Hver onsdag har vi en temadag, hvor vi planlægger forskellige aktiviteter. Da vi modtog invitationen, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja, fortæller Andreas Riis, der er lærer på Fønix.
Besøget startede med en rundtur på museet, hvor eleverne oplevede de imponerede papirklip og andre kunstværker. Herefter blev de sendt på en kunstjagt, hvor de skulle finde forskellige symboler i de udstillede værker, og denne del vakte stor begejstring, fortæller Andreas Riis.
Efterfølgende blev der serveret lidt godt til maven og ganen, inden eleverne fik muligheden for selv at klippe i papir, inden turen gik tilbage til skolen.
- Det var en god oplevelse, hvor eleverne stiftede bekendtskab med en verden, som var ukendt for mange. De var specielt glade for aktivitetsdelen, og vi kunne godt have brugt endnu mere tid der, siger Andreas Riis.
Hos Museum for Papirkunst er håbet, at de særligt indbudte gæster forlader museet en oplevelse rigere – og måske med nye perspektiver.
- En af vores aktiviteter er Ballerina Bulldog, hvor deltagerne skal udpege deres egne ”powertools”. Det skaber ofte et trygt rum, hvor det falder naturligt at sætte ord på svære følelser. Og det er det netop det, kunsten kan – den lader os spejle os selv, reflektere og opdage nye sider af verden, siger Anna Falk.