Billede beskrivelse

Lokale jægere sluttede sæsonen med pral

03. februar 2025 kl. 19.01

KLIM: Jagtsæsonen er slut. Det markerede Klim Sogns Jagtforening med trofæ-opmåling og jagtudstilling i Thorup-Klim-hallen lørdag eftermiddag.

- Jægere er jo som lystfiskere. Vi kan godt lide at prale lidt, så trofæ-opmålingen er den perfekte afslutning på jagtsæsonen, fortæller Rolf Christensen, der er formand for Klim Sogns Jagtforening.

- Det er anden gang, vi gennemfører arrangementet. Sidste år var vi i forsamlingshuset. Det var en så stor succes, at vi i år har valgt at flytte trofæ-opmålingen til Thorup-Klim-hallen.

Allerede da dørene blev slået op klokken 12, stod 30 jægere fra egnen i kø ved opmålingsbordet, hvor den certificerede opmåler Rasmus Rousing Andersen fra Mariager stod klar til at fælde dommen over sæsonens gevirer fra hjorte. Ved opmålingen vurderes gevirerne efter både vægt, størrelse og skønhed. Det sker efter sindrige internationale regler, så jægere over alt i verden kan sammenligne deres trofæer.

Stor udstilling

- Udover opmålingen havde vi også en udstilling, hvor 12 virksomheder viste produkter af interesse for jægerne. Det var blandt andet jagtrejser, en konservator, en knivsmed og en producent af skærebrætter. Trofæ-opmålingen er en god anledning for virksomhederne til at komme i kontakt med et både købedygtigt og købevilligt publikum, afslører Rolf Christensen.

Udstillingsstandene var stillet op i hallens sider. I midten var der en imponerende udstilling af lokale jagttrofæer fra tidligere år, som efter opmålingen er monteret på plader og hoveder – og giver et flot indtryk af størrelsen på geviret fra både de mindre råbukke og dådyr og ikke mindst de store kronhjorte, som egnen er så rig på.

- Det var en god eftermiddag for jægerne, der fik lejlighed til at prale lidt – ikke mindst over en pølse og en øl i hallens cafeteria, så jeg er ret sikker på, at vi gentager succesen igen næste år, fortæller Rolf Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste