Lars' store dartønske er gået i opfyldelse
AABYBRO: Så er den ny Aabybro Dart Klub på plads - foreløbig i et lokale i Kaas Midtby.
I løbet af ingen tid er den tidligere garnbutik lavet om til et klublokale og samlingssted for dartspillere.
Dermed har Lars Uthsen Holm Jakobsen fået sit store ønske om en dartklub opfyldt.
- Jeg har som mange andre spillet dart for sjov, da jeg var yngre. Da mine sønner for ikke så længe siden spillede dart - også for sjov - fik jeg lyst til at spille dart igen, men lidt mere seriøst, fortæller Lars Uthsen Holm Jakobsen.
Den nærmeste klub lå lidt for langt fra Tranum Enge, hvor Lars bor.
Derfor opstod tanken om selv at lave en lokal klub.
Han gik derfor i gang med at undersøge interessen for en dartklub i Aabybro.
Den var overvældende og i løbet af ganske få måneder er der nu en ny dartklub.
- Den hedder Aabybro Dart Klub, fordi foreningen hører hjemme i Aabybro, men desværre har det ikke været muligt hurtigt at skaffe lokaler i Aabybro. Men vi flytter til Aabybro. Spørgsmålet er kun hvornår det bliver muligt, fortæller Lars Uthsen Holm Jakobsen.
Brænder for projektet
Han lægger ikke skjul på, at han brænder for dart-projektet, og han kan glæde sig over, at der foreløbig er godt en snes medlemmer.
- Det er virkelig blevet en hjertesag for mig at få klubben op at stå og få den til at køre, lyder det fra ham.
Det understreges også af, at Lars Uthsen Holm Jakobsen sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer selv har skudt flere tusinde kroner i etableringen af klubben.
I forbindelse med etableringen af klubben er der kommet god hjælp fra en dartklub i Strandby.
- Vi er jo nybegyndere. Vi har fundet ud af, at der er rigtig meget, vi skal lære, bl.a. i forbindelse med at deltage i turneringer m.v. fortæller Lars Ùthsen Holm Jakobsen.
På den stiftende generalforsamling blev der valgt en bestyrelse. Den fremgår af nedenstående faktaboks.
Flere baner på vej
Der er fem baner i klublokalet i Kaas, men yderligere to er på vej.
- Vi satser på at komme med i en turnering. Vi har endnu ikke taget stilling til om det skal være i Dansk Dart Union eller en anden organisation, fortæller Lars Uthsen Holm Jakobsen.
Der spilles dart i Kaas mandag og tirsdag samt torsdag og fredag kl. 18:30 til 21:30.
- Men er der interesse for det, er der også mulighed for at komme i klublokale og spille i dagtimerne. Det er måske interessant for de unge eller ældre, fortæller Lars Uthsen Holm Jakobsen.