Billede beskrivelse

Kutterfestivalen trak gæster fra nær og fjern

07. september 2025 kl. 14.29

THORUPSTRAND: Lørdagen Kutterfestival på Thorupstrand blev en succes. Traditionen tro var vejret med arrangørerne, der kunne glæde sig over solskin fra en næsten skyfri himmel. 

Det luftede lidt i løbet af dagen, men vinden lagde sig inden den stemningsfyldte afslutning i solnedgangens magiske lys.

Festlighederne begyndte allerede midt på formiddagen med et stort program for børnene. 

Billede beskrivelse

Blandt andet optrådte Onkel Reje, der på trods af navnet ikke var spor bekymret over at komme til Thorupstrand, hvor gæsterne sætter stor pris på friske rejer.

- Nej, jeg er helt tryg ved, at folkene i Thorupstrand nok skal passe på mig, lød det fra børne-TV-stjernen.

Det rammer meget godt kutterfestivalen ind. Overalt på stranden blev der hygget igennem – og der var plads til alle. Også børnene. Det var trygge rammer.

Billede beskrivelse

Fisk og råvarer

Underholdningsprogrammet trak mange mennesker, men man tager ikke til Thorupstrand uden at smage på fisk. For kutterfestivalen er en hyldest til egnens gode råvarer. Sjældent er der blevet spist så mange fiskefrikadeller og fish’chips på et sted. Skyllet ned med øl, vin og sodavand.

Det var tydeligt, at arrangørerne havde taget ved lære af sidste års massive udfordringer med trafikken på den smalle Thorup Strandvej. Det gik meget bedre i år – først og fremmest fordi arrangørerne havde indrettet flere store parkeringspladser på de nærliggende marker, men også fordi man havde etableret en ”frivillig ensretning”, hvor trafikken fra Thorupstrand blev ledt væk via Ralvejen.

Billede beskrivelse

Det hele sluttede ved ottetiden, hvor Sømandskoret fra Limfjordsmuseet i Løgstør sang solen ned.

Kutterfestivalen i Thorup Strand er arrangeret i et samarbejde mellem lokale virksomheder og sponsorer - Klim Sparekasse, Visit Nordvestkysten, Destination Slettestrand Thorupstrand, Thorupstrand Fiskehus, Hotel Højgaarden, Jammerbugt Ferie, Feriepartner Jammerbugt, Haw’Kiosken Thorupstrand, Thorupstrand Røgeri og Sol og Strand.

Billede beskrivelse

Arrangørerne meddelte søndag middag, at der igen bliver kutterfestival i Thorupstrand næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste