Kommunen i opråb: Stop med at smide asbest i naturen
JAMMERBUGT: Det koster kassen, og det er farligt.
Det burde være grunde nok til ikke at smide asbest fra sig i det fri, men sådan er det åbenbart ikke i Jammerbugt Kommune.
Her oplever man nemlig et stigende problem med, at der dumpes tagplader med asbest ulovligt i grøfter og på rastepladser.
- Vi har døjet med ulovlig deponering det seneste år og konstaterer desværre, at problemet ikke forsvinder. Derfor vil vi opfordre til, at man kontakter Nordjyllands Politi på 114, hvis man ser tagplader blive smidt i ulovligt i naturen, så der kan blive udstedt bøder for ulovlig bortskaffelse af farligt affald. I øjeblikket er det vores fælles natur og fælles økonomi, som belastes. Det kan ikke blive ved, siger miljøsagsbehandler Steen Jakobsen.
Det mest fjollede er, at det er relativt enkelt og billigt at skille sig af med tagpladerne. Man kan købe bigbags hos Nordværk, der hver må indeholde et ton. Herefter kan man bestille afhentning. De koster 300 kroner stykket.
- Vi skal have særligt asbest-uddannede ud for at fjerne ulovligt dumpede tagplader. Det koster meget hver gang, plus al den tid, vi bruger på at løse opgaven. Det er skattekroner, som kunne bruges til noget fornuftigt, siger Steen Jakobsen i pressemeddelelsen.