Kommunalt suk: Et stigende antal borgere dumper farligt affald
BLOKHUS: Det ser umiddelbart ganske tilforladeligt ud, men i de sorte affaldssække, der er stablet ved et skraldestativ ved Gateway Blokhus, gemmer der sig asbestholdigt materiale – en alvorlig sundhedsrisiko for de mange børn og voksne, der besøger det populære udflugtsmål.
- Det her er utroligt groft og uansvarligt. Rigtig mange besøger gatewayen, og de risikerer at komme i kontakt med de sundhedsskadelige asbestfibre, siger Steen Jakobsen, der er miljøsagsbehandler i Jammerbugt Kommune.
Tilfældet fra Blokhus er langt fra enkeltstående. I løbet af det sidste halve år har Jammerbugt Kommune modtaget flere anmeldelser om ulovlig bortskaffelse af asbestaffald.
Blandt de mest opsigtsvækkende tilfælde var en grundejer i V. Hjermitslev, der var udsat for, at en ukendt person havde set sit snit til at dumpe et læs asbestplader på hans matrikel.
Det kunne have kostet den pågældende grundejer dyrt at bortskaffe affaldet, da det lå på hans grund, men Jammerbugt Kommune foretog oprydningen, da grundejeren ikke havde noget med sagen at gøre.
- Vi har også oplevet ulovlig dumping på rastepladsen på Fårupvej, ved det gamle renseanlæg i Aabybro, ved den gamle genbrugsplads på Søndre Rønvej ved Fristrup, hvor der er blevet smidt to læs med asbestplader, siger Steen Jakobsen.
Det stigende antal sager med ulovlig bortskaffelse af asbestaffald tilskrives ny lovgivning, som trådte i kraft pr. 1. januar 2025. De skærpede krav betyder, at kun autoriserede virksomheder må nedrive asbestholdige materialer. Private boligejere må kun fjerne enkelte asbestholdige tagplader – og disse skal indpakkes korrekt og afleveres på genbrugspladsen - og ikke droppes på offentlige pladser.
- Vi er utrolig trætte af de her sager, som betyder, at vi må bruge tid og kræfter på oprydning, og det er ressourcer, som går fra andre vigtige opgaver, siger Steen Jakobsen.
Kommunen politianmelder alle sager, men uden videoovervågning er det svært at finde de ansvarlige.
- Medmindre der er vidner, der observerer noget mistænkeligt, har vi få muligheder for at stille nogen til ansvar, siger Steen Jakobsen.
Hvis problemet fortsætter, kan kommunen blive tvunget til at fjerne affaldsstativer på udvalgte steder.
Steen Jakobsen henviser til kommunens hjemmeside, hvor man kan finde yderligere information om reglerne for håndtering af asbestplader:
- Vi håber, at flere vil følge reglerne, så vi undgår farlige situationer for både miljøet og borgerne, siger han.