Jammerbugt er vild med idræt
JAMMERBUGT: For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.
Også i Jammerbugt Kommune, hvor der i 2025 er sket en fremgang med 427 medlemmer sammenlignet med året før.
Nu er der i alt 21.181 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.
Det oplyser DGI og DIF i en pressemeddelelse.
Ifølge dem er medlemsvæksten et resultat af, at foreningerne i Jammerbugt er gode til at følge med tiden og udbyde tidssvarende idræts-tilbud. Tallene viser, at foreninger af forskellige størrelser og med flere typer af idrætter har bidraget til den samlede vækst på tværs af alder og geografi.
Det er understøttelsen og udviklingen af foreningslivet, som kommunen sammen med foreningerne hver dag arbejder for, der skaber de gode forhold til alle typer at foreninger og mangeartede tilbud, som nu viser sig i den konkrete medlemsvækst.
- Den her medlemsstigning er en rigtig god nyhed og vidner om et foreningsliv i vækst, der både formår at have styr på den daglige drift og skabe plads til nye udviklingstiltag. Det er noget, vi hver dag forsøger at understøtte fra kommunens side bl.a. gennem vores samarbejde med DGI Nordjylland. Vi ved, at vores foreningsliv er drevet af en lang række engagerede og kompetente frivillige ildsjæle og alle jer, sætter vi umådelig stor pris på, siger Helle Bak Andreasen, der er formand for Kultur, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune.
Det samlede medlemstal på landsplan er nu oppe på 2.525.038, en stigning på 40.821 i forhold til året før. Det er første gang, at medlemstallet på landsplan runder 2,5 millioner.