Billede beskrivelse

Isen trænger sig på i fjorden

04. februar 2026 kl. 14.01

AGGERSUND: Issituationen i Limfjorden er ved at være kritisk på strækningen mellem Nibe og Løgstør.

Søværnets Istjeneste melder om kompakt drivis inklusiv sammenfrosset drivis, mellem 5 og 10 cm tyk, overlappende is på hele strækningen.

”Sejlads uden isbryderhjælp er kun muligt for stærkt byggede skibe egnede for sejlads i is og med god maskinkraft”, lyder advarslen fra Istjenesten.

Billede beskrivelse

Det er især ved Aggersund, der er meget is i det smalle løb under broen. Her er samtidig meget stærk strøm i vestlig retning, som sætter isen i bevægelse.

- Situationen er ikke unormal. Der er næsten hvert år problemer ved Aggersund, fortæller orlogskaptajn Jens Hulgaard fra Istjeneste.

Risiko for isskruninger

- I den aktuelle situation er det de mange dages østenvind og de lave temperaturer, der giver udfordringer. Nu bliver det spændende at se, hvornår vinden vender. For når det sker, er der risiko for voldsomme isskruninger ved Aggersund.

Istjenesten råder ikke længere over isbrydere, der bliver sendt ud for at holde søvejene fri for is.

Billede beskrivelse

- Men Limfjorden er et af de beredskabsområder, hvor vi har aftaler med slæbebådsfirmaer – og hvis et skib i Limfjorden rekvirerer assistance, sender vi det. Men vi bryder ikke længere is af egen drift – og vi skal altså have det at vide, hvis et skib har brug for hjælp, fortæller orlogskaptajnen.

Foreløbig ser det ud til, at frosten og østenvinden fortsætter. Ifølge DMIs 9-døgns prognose, fortsætter det nuværende vejrlig i hvert fald hele næste uge med. Samtidig er der risiko for snestorm torsdag og fredag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste