Henrik rydder op og udvikler byen
BROVST: De seneste par uger har bulldozere og gravemaskiner været i gang med at rydde den gamle gartnerigrund på Østergade i Brovst.
Bag arbejdet står virksomheden Jysk Entreprenør i Brovst og indehaveren Henrik Pedersen, der tidligere på året købte arealet, der har ligget ubenyttet hen i flere år.
Sidste år havde Netto planer om at overtage grunden at bygge butik på stedet, men den plan trak i langdrag.
- Så det endte med, at jeg købte området. Nu skal der altså ske noget, så vi har revet gartneriet ned og går i gang med huset ud mod Østergade i næste uge. Samtidig har vi fjernet det meste af beplantningen på grunden, siger Henrik Pedersen.
- Netto er fortsat velkommen til at bygge og flytte ind, hvis de har lyst til det, men grunden er alt for godt beliggende til at stå tom.
Nye boliger
- Så nu er vi i gang med at få lavet tegninger, så der kan opføres otte dobbelthuse på grunden, hvor der i forvejen ligger et halvt dobbelthus, så de bliver 17 huse i alt. Det er samtidig meningen, at den bagerste del af området ned mod erhvervsparken skal udlægges til haver for beboerne.
Henrik Pedersen regner med, at nybyggeriet skal være til udlejning.
- Så hvis der er nogen, der har lyst til at flytte ind i noget helt nyt med den bedste beliggenhed midt i Brovst, er de meget velkommen til at kontakte mig. Hvis interessen er stor, kan vi hurtigt gå i gang. For det er ikke nødvendigt med en ny lokalplan for området.
Henrik Pedersen har overtaget grunden fra boet efter Tage Christensen, der døde sidste år. Tage Christensen drev sammen med hustruen Annelise AT Havecenter på området midt i Brovst i perioden fra 1988 til 2023. Virksomheden drives i dag videre af børnene fra butikken i Jernbanegade.