Billede beskrivelse

Hem er både glad og ked af det

16. marts 2025 kl. 19.43

JAMMERBUGT: Alt tyder på, at implementeringen af Fremtidens Kollektive Trafik i Jammerbugt er ved at falde på plads. 

Regionens Forretningsudvalg skal mandag 17. marts se på indstillingen fra udvalget for Regional udvikling og Innovation, som bl.a. betyder, at rute 970X skal køre gennem Ryå og Birkelse, mens der skæres voldsom i de direkte afgange mellem Aalborg og Blokhus.

Christian Hem, formand for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt og som har været med i forhandlingerne med regionen, er både glad for og ked af resultatet.

- Jeg er glad for, at der nu er udsigt til en afslutning på den her sag, som har varet meget længe, og som jeg har brugt adskille timer på, siger Christian Hem.

- Jeg er også glad for, at vi nu får bussen til at køre gennem både Ryå og Birkelse, at vi får et stoppested ved Ålegårds Mark og at rute 971X får et stoppested i Ingstrup by, siger Hem.

- Men jeg er ked af, at der bliver skåret i de direkte afgange mellem Aalborg og Blokhus. I fremtiden bliver det i langt de fleste tilfælde nødvendigt at skifte i Pandrup, hvis man vil fra Aalborg til Blokhus. Selv om antallet af afgange til og fra Blokhus bliver det samme, så er det en forringelse, at man skal skifte bus i Pandrup, siger Christian Hem og tilføjer, at han også er ked af, at aften- og weekendkørsel vest for Fjerritslev bliver droppet.

Når Fremtidens Kollektive Trafik træder i kraft til december bliver der to direkte forbindelser mellem Blokhus og Aalborg. Det bliver i morgentimerne. Resten af dagen kan man tage rute 971X - som kører mellem Aalborg og Hjørring - og skifte i Pandrup til en shuttlebus, som kører til Blokhus. Det giver en stor besparelse, som er med til at finansiere den ekstra udgift der kommer ved at rute 970X skal køre gennem Ryå og Birkelse.

- Rigtig mange af de indsigelser, vi kom med til planerne for Fremtidens Kollektive Trafik, er blevet imødekommet. Og den løsning, der nu lægges op til, koster ikke Jammerbugt Kommune noget rent økonomisk. Det er også vigtigt. Jeg har ikke armene oppe over hovedet af begejstring, men det er nok en ok-løsning, selv om ændringen med Blokhus-bussen er dårlig, siger Christian Hem.

Han tilføjer, at shuttlebussen måske skal køre mellem Blokhus og Aabybro i stedte for til Pandrup. Det vil være en fordel, hvis man eksempelvis kommer fra eller skal til Han Herred fra Blokhus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste