Fond donerer 100.000 kroner: Skal sikre skoledrenge en ny start
JAMMERBUGT: Med en donation på 100.000 kroner fra Fonden Sol og Strand, v/ Margit og Kjeld, får LøkkeFonden mulighed for at tilbyde flere drenge en plads på DrengeAkademiet.
Det er et intensivt læringsforløb for drenge i 7. og 8. klasse.
DrengeAkademiet blev første gang afholdt i 2012 og hjælper hvert år omkring 120 drenge fra hele landet.
Fælles for dem er, at de har markante faglige efterslæb i dansk og matematik, og mange bærer på negative skoleoplevelser og et dårligt selvværd.
- Støtten fra Fonden Sol og Strand, v/ Margit og Kjeld, er med til at sikre, at flere drenge kan få en ny start og opleve, at de faktisk kan lykkes i skolen, siger Lars Andersen, programleder i LøkkeFonden.
Intensiv læringscamp
DrengeAkademiet består af en to ugers intensiv læringscamp i sommerferien, efterfulgt af et mentorforløb, hvor drengene får støtte til at fastholde motivation, nye vaner og troen på, at de kan lykkes – både i skolen og i livet.
- Der er tale om drenge, der kom til at stå af skoletoget allerede i 4. klasse, og som aldrig rigtig kom med igen, når toget kom susende forbi. Mange af dem har i praksis givet op på skolen, fortæller Lars Andersen.
- De har fået et narrativ om, at de ikke kan ret meget, og det bliver selvforstærkende. Derfor forsøger vi at ændre deres selvopfattelse og skabe en ny fortælling om, at de er gode nok, som de er, siger Lars Andersen, der fortæller, at DrengeAkademiet hvert år modtager flere ansøgninger, end der er pladser.
- Mere end hver tiende elev forlader i dag folkeskolen uden at bestå afgangsprøven, og for denne gruppe er der ikke mange døre, der står åbne. De kan ikke komme ind på en ungdomsuddannelse – heller ikke på gymnasiet, siger Lars Andersen.
På DrengeAkademiet er målet at forbedre drengenes faglighed, så de består folkeskolens afgangsprøve.
Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte drengs faglige niveau, så alle får mulighed for at opleve faglig fremgang.
- Vi er rigtig mange lærere og har nærmest mulighed for at tilbyde næsten en-til-en-undervisning. I løbet af den første uge oplever vi, at stort set alle rykker sig, siger Lars Andersen.
Trivsel og robusthed
Udover det faglige løft arbejder DrengeAkademiet målrettet med drengenes trivsel, robusthed og tro på egne evner. De oplever, at de faktisk kan flytte sig – både fagligt og personligt.
- Hos os bliver drengene en del af et ligeværdigt fællesskab, og de finder ud af, at de ikke er alene om at have det svært. Det er ingen skam at række hånden op og sige, at der er noget, man ikke kan – for det kan de 119 andre heller ikke, siger Lars Andersen.
Efter opholdet på DrengeAkademiet får drengene støtte i deres videre udvikling frem mod folkeskolens afslutning.
De bliver tilknyttet et af de i alt syv lokale mentorcentre og har mulighed for støtte fra en drengekoordinator, der blandt andet kan hjælpe drengene med at finde et fritidsjob eller vejlede om uddannelsesvalg mv.
Ifølge Lars Andersen består 86 procent af de drenge, der har deltaget på DrengeAkademiet, efterfølgende folkeskolens afgangseksamen.
- Det har ikke blot stor betydning for den enkelte elev – det gør også en forskel samfundsøkonomisk. Undersøgelser viser, at hver elev, der ikke består folkeskolens afgangsprøve, koster samfundet 120.000 kroner allerede det efterfølgende år. Vores erfaring er, at et forløb på DrengeAkademiet kan blive livsforandrende for drengene. De kommer hjem med et boost og en tro på egne evner, som får betydning for deres fremtid, afslutter han.