Endnu en plan for kroen
FJERRITSLEV: Det fleste følte en vemodig smerte i hjertet, da Fjerritslev Kro sidste år i juni blev solgt til nedrivning. Men siden er intet sket – og kroen står der stadig. Projektet trækker i langdrag.
Den gamle kro blev solgt til Granly-koncernen, der sammen med Fjerritslev Boligforening havde store planer om at opføre et stort kombineret erhvervs- og boligkompleks med både almennyttige og ejerlejligheder på grunden. Det blev også med nogle små ændringer godkendt af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt kommune allerede den 20. juni.
Forslaget blev siden ændret og forelagt kommunalbestyrelsen den 11. september, fordi projektmagerne blandt andet havde opgivet at bygge ejerlejligheder i den kommende bygning. Endnu en gang nikkede kommunalbestyrelsen ja, men alligevel kom byggeriet ikke i gang.
Den tredje plan
Nu skal kommunalbestyrelsen for tredje gang tage stilling til planerne for kroen. Det sker på et økonomiudvalgsmøde mandag.
Årsagen er angiveligt, at projektgruppen er blevet udvidet med en dagligvarekæde, som ønsker at bygge supermarked på den gode beliggenhed midt i Fjerritslev centrum. Ifølge Nordjyske.dk er der tale om butikskæden Rema 1000, der i øjeblikket ikke har en butik i Fjerritslev.
Projektgruppen ønsker kommunens godkendelse af en ny plan, der flytter byggeriet længere ned ad Søndergade og giver mere plads til nye parkeringspladser på Krotorvet uden for den planlagte butik. Hvis den plan godkendes af økonomiudvalget på mandagens møde, er det meningen, at den endelig vedtages på kommunalbestyrelsesmødet den 27. februar.
Lang vej endnu
Men selv om kommunalbestyrelsen endnu en gang godkender projektgruppens planer, skal man ikke tro, at gravkøerne kan komme i gang med at få fjernet den ældgamle kro, der gennem 185 år har været det lokale samlingssted.
For der skal også laves en lokalplan for hele området, der blandt andet omfatter krotorvet, vin- og grøntforretningen i den gamle rutebilsstation på hjørnet af Østergade og Søgade, den store parkeringsplads og Meny-butikken. Lokalplanen kan ikke vedtages uden en offentlig høring på otte uger og tilhørende borgermøde.
Tidsplanen for dette arbejde svæver i det uvisse. I oplægget til kommunalbestyrelsens økonomiudvalg understreges det, at tidsplanen afhænger af, at projektgruppen ”leverer det nødvendige materiale, samt af hvilke problematikker, der måtte opstå under screeningen af projektet”.
Så indtil videre står den gamle og nu tomme kro med sorte vinduer på hjørnet af Søndergade og Østergade og minder sørgmodigt hanboerne om de gode gamle dage, der var engang.