"En helt speciel situation": Byggearbejde på Nørhalne Skole starter næste år
NØRHALNE: Selve byggearbejdet med udvidelsen og renoveringen af Nørhalne Skole går i gang i 2026.
Det fremgår af den plan, økonomiudvalget har nikket til og indstiller til kommunalbestyrelsen.
I budgetforliget for 2025 blev der afsat 18 mio. kr. til en fremtidssikring af skolen i Nørhalne.
Her i 2025 skal der bruges 2,5 mio. kr. på projektfasen, og derefter kan der i 2026 tages fat på det egentlige byggearbejde, som vil strække sig frem til midt i 2027.
- Det er en helt specielt situation, vi er i med Nørhalne Skole. Som oftest er skoler i de mindre lokalsamfund lukningstruede. Men i Nørhalne går vi fra et spor til to på grund af den store tilflytning af børnefamilier. Jeg er ikke sikker på, at andre mindre lokalsamfund i Danmark oplever noget tilsvarende, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade.
Tre etaper
Skolen i Nørhalne skal have både flere klasselokaler og faglokaler.
Byggefasen er opdelt i tre etaper.
Første etape er opførelse af nye klasselokaler. I anden etape kommer faglokalerne, mens renoveringen af de eksisterende bygninger kommer i tredje og sidste etape.
- Ved at opdele byggeriet i etaper undgår vi store udgifter til en genhusning af eleverne. Nu begynder vi med det vigtigste - nye klasselokaler - og derefter kommer faglokalerne, siger Mogens Christen Gade.
- Med en investering på 18 mio. kr. i Nørhalne Skole, får vi en topmoderne skole, som sikrer gode forhold får både elever og skolens medarbejdere. Og både skolens medarbejdere og bestyrelse glæder sig, tilføjer han.
I et forsøg på at få endnu flere børnefamilier til Nørhalne vil Jammerbugt Kommune til påske lave en kampagne for at få solgt flere grunde i9 den ny udstykning Stenkærs Mark.
- Vi satte salget af grundene i gang op til jul - den allermest grå og triste periode. Vi fik ikke solgt så mange grunde, som vi håbede. Derfor sætter vi en kampagne i gang til påske, siger borgmesteren.
Det er ikke kun Nørhalne Skole, der skal bruges penge på.
Der er afsat 5,5 mio. kr. til modernisering af de andre skoler i kommunen.
Hvilke skoler, der får andel i pengene, er der endnu ikke taget stilling til, siger Mogens Christen Gade.