Billede beskrivelse

Donation skal støtte unge med ADHD

04. marts 2025 kl. 19.03

JAMMERBUGT: Teenageårene kan være en udfordrende periode – særligt for unge med ADHD, der ofte oplever flere nederlag og større vanskeligheder med selvstændighed end deres jævnaldrende. Med projektet "Godt på vej" vil ADHD-foreningen nu hjælpe både teenagere og deres forældre i overgangen til voksenlivet.

Det fortæller fonden. 

En donation på 105.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld muliggør udviklingen af nyt, målrettet materiale, der skal støtte unge med ADHD og deres familier.

– Der er et stort behov for støtte til unge med ADHD og deres forældre, særligt i de svære overgangsår. Mange forældre føler sig magtesløse, og de unge mangler ofte de rette redskaber til at håndtere hverdagen. Med denne donation kan vi give dem den hjælp, de har brug for, siger Camilla Louise Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen.

Praktiske redskaber til både unge og forældre

Det nye materiale vil bestå af letforståelige tekster og korte film, som via QR-koder giver de unge adgang til viden om ADHD og konkrete metoder til at strukturere hverdagen.

Samtidig udvikles en guide til forældre, der ofte står i en svær balance mellem at støtte deres barn og samtidig give plads til selvstændighed.

– Mange forældre hænger i med neglene, og vores håb er, at projektet kan hjælpe familierne tidligere, så hverdagen bliver lettere. Vi ønsker, at de unge oplever, at de ikke er forkerte, og at de får de redskaber, der giver dem mulighed for at vise deres potentiale, siger Camilla Louise Ganzhorn.

Forældrene vil kunne finde viden og værktøjer, der hjælper deres børn med at fastholde sunde vaner, fortsætte i uddannelse og undgå de faldgruber, som mange unge med ADHD risikerer at falde i.

ADHD og udfordringer i hverdagen

For mange unge med ADHD kan dagligdagens opgaver være en stor udfordring – fra at stå op om morgenen til at lave lektier og håndtere praktiske gøremål. Ifølge Camilla Louise Ganzhorn forlader 37 procent af unge med ADHD folkeskolen uden en afsluttet eksamen, hvilket begrænser deres muligheder for videre uddannelse.

– Der er ingen evidens for, at disse unge har en lavere IQ, men de har svært ved at lære i de rammer, folkeskolen tilbyder. Målet med projektet er at give dem mestringsværktøjer, der gør hverdagen lettere, forklarer hun.

Samtidig viser statistikker, at 25 procent af unge med ADHD mellem 15 og 24 år hverken er i job eller under uddannelse. De er desuden oftere involveret i kriminalitet, trafikulykker og misbrug end deres jævnaldrende.

– Det er afgørende, at vi ikke efterlader disse unge uden viden om deres handlemuligheder. Vi har både et menneskeligt og et samfundsmæssigt ansvar for at hjælpe dem til et godt liv, understreger Camilla Louise Ganzhorn.

Udbredelse af materialet

Det nye materiale vil blive distribueret til relevante instanser som Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), distriktspsykiatrien og Psykinfo, så det kan komme så mange familier som muligt til gavn.

ADHD-foreningen har i over 40 år arbejdet for at forbedre vilkårene for mennesker med ADHD og deres pårørende. Med projektet "Godt på vej" tages endnu et vigtigt skridt mod at give unge med ADHD en bedre start på voksenlivet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste