Dagens overraskelse: Mogens kom i Hall of Fame
BROVST: Årets uddeling af Jammerbugt Kommunes idrætspriser i Brovst Sport- og Kulturcenter fik en overraskende slutning, der kom bag på borgmester Mogens Chresten Gade.
Normalt er begivenheden en temmelig triviel, langtrukken og forudsigelig event, hvor kommunen hylder de lokale idrætsudøvere, der i årets løb har høstet medaljer eller topplaceringer i forskellige turneringer. I alt 160 sportsfolk kom på scenen en efter en, fik et diplom og en lille gave – og så et håndtryk af den sportsglade borgmester.
Gade har været borgmester i Jammerbugt Kommune siden 2007 – og han har prøvet ceremonien adskillige gange. Men i år var det sidste gang. Som bekendt får Jammerbugt kommune ny borgmester med virkning fra årsskiftet.
Smil til fotografen
På scenen var borgmesteren iklædt borgmesterkæde og stillede gentagne gange op til fotografering med de enkelte idrætsfolk, der selvfølgelig skulle have et billede af den store ære. Mogens Gade smilte velopdragent til fotografen – og alle var glade.
Ikke mindst bedsteforældrene, der sikkert hænger fotoet op på stuens bedste væg.
Alt var, som det plejer at være – og deltagerne var nu ved at være klar til de efterfølgende røde pølser på kommunens regning.
Men arrangørerne fra kommunens Kultur-, Fritids- og Landdistriktsforvaltning havde en overraskelse i baghånden.
Ny hæder
Mogens Gade blev bedt om at vente lidt på scenen, der blev entret af fire af borgmesterens lederkammerater fra Skovsgård KFUM, hvor Gade er gruppeleder.
De kunne meddele, at Mogens Gade nu var optaget som det første medlem nogensinde i Idrætsprisens Hall of Fame.
Borgmesteren så overrasket ud. I den improviserede takketale spøgte han med, at de fire ledere fra Skovsgård kunne se frem til en degradering – for som gruppeleder kan han naturligvis ikke leve med, at de øvrige ledere har hemmeligheder for ham.
Alle klappede, og så bød borgmesteren på det, han betegner som alles livret – gratis mad.
I forbindelse med årets prisuddeling var der særlig hæder til Oliver Lundtoft Johnsen fra Jetsmark Badmintonklub, der blev kåret som årets ungleder, og Jette Pedersen fra Tranum KFUM, der modtog prisen som årets leder.