Billede beskrivelse

Byen får milliondonation til fremtidige udvikling

29. maj 2025 kl. 06.03

HUNE: En markant donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld bliver nu afgørende for realiseringen af Jammerbugt Kommunes masterplan for Hune. Planen, som blev lanceret i december 2024, har fokus på at skabe et levende bycentrum med torv og grønne områder.

Det fortæller fonden i en pressemeddelelse. 

Donationen omfatter den 14.000 m² store grund med tilhørende bygninger på Ilsigvej, hvor Sol og Strand Feriehusudlejning har haft hovedkontor i mange år. Fonden har besluttet at overdrage ejendommen til Jammerbugt Kommune i december 2025, og Sol og Strand vil fraflytte senest ved udgangen af 2027.

Et bidrag til lokal sammenhængskraft

Formand for fonden, Jens Stadum, understreger bestyrelsens fulde opbakning til masterplanen:

- Sol og Strand har haft sit udspring i Hune, og med denne donation ønsker fonden at bidrage til områdets fortsatte udvikling. Det er en helhjertet beslutning, som også stifterne Margit og afdøde Kjeld Andersen stod bag.

Margit Andersen tilføjer, at det var et fælles ønske fra hende og Kjeld at give noget tilbage til det lokalsamfund, som har været centralt i Sol og Strands historie.

- Donationen gør det muligt både at støtte Hunes udvikling og sikre Sol og Strands fremtid med nyt lokalbureau i området og hovedkontor i Aalborg.

Et vigtigt skridt for både by og virksomhed

Per Dam, direktør for Sol og Strand Feriehusudlejning, ser donationen som en gevinst for begge parter:

- Matriklen på Ilsigvej er central for planens visioner. Med overdragelsen får kommunen en unik mulighed for at føre planen ud i livet, og Sol og Strand kan samtidig styrke sin tilstedeværelse både lokalt og centralt.

Virksomheden planlægger at finde nye lokaler til lokalbureauet i Hune-Blokhus og etablere hovedkontor i Aalborg for bedre rekruttering og vækst.

Borgmester og udvalg glæder sig over støtten

Borgmester Mogens Gade udtrykker stor taknemmelighed over donationen:

- Det er sjældent, vi ser så store bidrag fra private fonde. Det er et stærkt signal om lokal forankring og vilje til udvikling.

Christian Hem, formand for Teknik- og Miljøudvalget, fremhæver donationens betydning:

- Ilsigvej er en nøglelokation i masterplanen. Med overtagelsen får vi en unik mulighed for at realisere visionerne for et grønt og samlende centrum i Hune.

Tidsramme giver ro til planlægning

Donationen træder i kraft i december 2025, og fraflytning senest i 2027 giver både kommunen og Sol og Strand tid til at planlægge de næste skridt. Kommunen kan dermed begynde at forberede konkrete planer for fremtidens Hune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste