Billede beskrivelse

Arentsminde vandt MGP

23. februar 2025 kl. 14.00
Opdateret kl. 19.54

ARENTSMINDE: - Pizza, popcorn og populær popmusik er en vinder-opskrift. 

Det siger Brian Hyllested, formand for Arentsminde Kulturforening, der lørdag aften havde inviteret egnens børn til MGP-fest i den tidligere skole, Arentsminde Kulturcenter.

- Succesen var i hus, allerede da vi lukkede tilmeldingerne sidste weekend. Vi havde regnet med 30 til 40 deltagere, men endte med 94 deltagere. Det svarer til en fjerdedel af Arentsmindes indbyggertal, men børnene kom fra hele egnen – udover Arentsminde især Brovst. Dertil kom et 27 forældre, som fik en aften ud af det i forældreparkeringen i Lokalhistorisk Samling.

Billede beskrivelse

- Vi havde også 25 frivillige hjælpere i sving. De fleste var børn og unge, som er vokset ud af MGP-skoene, men gerne ville bakke op om det store arrangement, fortæller Brian Hyllested, der erkender, at MGP-aftenen ikke var hans egen ide.

- Nej, det var nogle af de yngre medlemmer af bestyrelsen. Men det blev en god aften, der styrkede sammenholdet i Arentsminde, så det gør vi helt sikkert igen til næste år.

Pizza, popcorn og slushice

Børnene havde en fest af de helt store. Mange var mødt frem i glimmertøj og farvestrålende MGP-gevandter. Efter pizzaen var der blandt andet popcorn, farvestrålende slushice, ansigtsmaling og neglesalon, som nogle af de store børn stod for. Alle fik neglelak – også drengene, mens journalisten dog takkede nej til tilbuddet.

Billede beskrivelse

Imens kørte optaktsudsendelsen og siden den spændende MGP-konkurrence på storskærm i den gamle gymnastiksal, der var pyntet med både diskolys og glimmer. Hele den mørke sal glimtede af pang-farverne fra de 1.000 knæklys, som Kulturforeningen havde uddelt til børnene.

Ikke så alvorligt

Børnene havde det festligt sammen – og det med konkurrencen skulle man ikke tage så alvorligt, mente 7-årige Sofie.

- Jeg holder med dem alle sammen. Måske Spasministerne og sangen ”Ud Med Regler”, for det er et godt budskab, forklarede hun.

Billede beskrivelse

Heller ikke 6-årige Noa havde en favorit til vindertitlen. Han måtte have fat i bedstevennen Walter for at høre, hvem de to stemte på.

Det gav ikke noget resultat, for den 7-årige Walter havde klogt lavet en helgardering på stemmesedlen og krydset alle deltagerne af.

Billede beskrivelse

Vinderne af MGP 2025 blev Hvidovre-bandet Tempo med rap-sangen ”Lyst Til At Hop’”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste