Billede beskrivelse

Arbejdsglæde gennem omsorg: Sådan var Kennets vej til SOSU-faget

27. februar 2025 kl. 19.03

PANDRUP: Grafiker, personlig træner og kostvejleder – Kennet Wedel havde mange titler, før han skiftede spor til omsorgsarbejde. I dag er han uddannet social- og sundhedsassistent og brænder for at gøre en forskel. Han mener, at langt flere mænd ville finde glæde i faget, hvis de gav det en chance.

Et karriereskifte med mening

For omkring ni år siden stod Kennet Wedel over for en usikker fremtid i den grafiske branche, hvor han havde arbejdet i 16 år. Efter flere ustabile ansættelser søgte han nye muligheder. Inspireret af sin daværende kæreste, der arbejdede på et bosted, tog han springet ind i omsorgssektoren.

Med erfaring som kostvejleder og personlig træner var han vant til at arbejde med mennesker, og han fandt hurtigt glæde i sit nye fag. Da hans kærestes arbejdsplads senere manglede hænder i hjemmeplejen, meldte han sig – en beslutning, der blev skelsættende.

- Jeg blev virkelig glad for arbejdet. Så glad, at jeg besluttede at få en faglig uddannelse inden for det, jeg allerede havde beskæftiget mig med i flere år, fortæller han.

Billede beskrivelse

Fra elev til faglært assistent

Med flere års erfaring i rygsækken kunne Kennet tage den korte EUV 1-uddannelse til social- og sundhedshjælper på 17 uger. Herefter fortsatte han direkte på social- og sundhedsassistentuddannelsen, som han færdiggjorde i november 2024. 

Undervejs i sin uddannelse havde han praktikforløb i blandt andet Kaas Hjemmepleje, Botilbuddet Egehuset og Pandrup Plejecenter.

Han oplevede et stærkt læringsmiljø med dygtige vejledere og koordinatorer, der sikrede, at han følte sig klædt godt på til opgaverne.

- Man får lov at øve sig og bliver fulgt tæt, så man ikke er i tvivl, når man står med ansvaret. Og der er støtte til dem, der har behov – for eksempel ordblinde elever. Desuden er lønnen under uddannelsen rigtig god, når man er over 25 år, fortæller han.

En hverdag med mening

I dag har Kennet fundet sin rette hylde i arbejdet med at hjælpe og yde omsorg. Som uddannet social- og sundhedsassistent har han nu en stærkere faglighed og bedre muligheder for at gøre en forskel for de borgere, han møder.

- Jeg kan handle på det, jeg ser – om det er fysisk pleje eller behovet for at inddrage andre fagpersoner. Jeg kan også tage de dybe samtaler eller blot være til stede og give et frikvarter i en svær situation, eksempelvis for en borger i palliativ behandling, forklarer han.

Arbejdet giver ham en særlig glæde:

- Det er som at give en gave og se den blive pakket ud – små glimt i hverdagen, der giver en grundlæggende arbejdsglæde og gør, at jeg hver dag ser frem til at tage på arbejde.

Omsorgsarbejde er også for mænd

Kennet håber, at flere mænd vil få øjnene op for de muligheder, der findes inden for pleje- og omsorgssektoren.

-Der er stadig en forestilling om, at det mest handler om at skifte bleer. Sandheden er, at den del fylder meget lidt i hverdagen. Når man lærer menneskene at kende, bliver arbejdet meningsfyldt på en helt anden måde. Jeg tror, mange flere mænd ville få den samme oplevelse som mig, hvis de prøvede det.

Kort om Kennet Wedel

Alder: 47 år

Bopæl: Aabybro, bor med sin hustru

Uddannelse: Social- og sundhedsassistent (november 2024)

Videre planer: Påbegynder sygeplejerskeuddannelsen i februar 2026

Praktikker: Kaas Hjemmepleje, Botilbuddet Egehuset, Elisabeth Knox Home & Hospital (New Zealand), Pandrup Plejecenter, Hjørring Sygehus (lungemedicinsk afdeling)

Podcast: Startede "SOSU – gør en forskel" under sin uddannelse og har fortsat med at udgive episoder

Fritidsinteresser: Løb, styrketræning, padel og personlig træning

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste