11-årige Jens sender 275 nye skoletasker til Ukraine
BIERSTED: Siden krigen brød ud i Ukraine i 2022 har nu 11-årige Jens fra Biersted solgt hjemmelavede gule og blå kyllinger lavet i perler for at samle penge ind til børn fra og i Ukraine. De indsamlede penge er indtil nu gået til at hjælpe ukrainere, der er flygtet til Danmark, men i marts 2025 besluttede Jens sig for at samle penge ind til skoletasker til børn i Ukraine.
Jens’ første mål var at kunne sende 40 skoletasker af sted. Blot 2 måneder senere sender han i næste uge ikke mindre end 275 skoletasker til Ukraine. Og skoletaskerne er proppet med masser af fine ting til børnene.
- På et tidspunkt måtte vi trække en streg i sandet og beslutte, at nu var det altså 275 skoletasker, der kom af sted i denne omgang, siger Jens’ mor Majbrit.
- Men Jens sælger stadig kyllinger, og der kommer stadig penge ind. Så nu håber han at kunne sende flere skoletasker af sted inden jul.
Familiens hus i den nordjyske by Biersted er fyldt med kasser. Fra loft til gulv. 275 skoletasker fylder en del - og så er der også lige penalhuse, viskelæder, tuscher, madkasser, drikkedunke, små legesager, snacks mm. Og selvfølgelig en hilsen fra Jens til de ukrainske børn med en perlekylling og et stort ønske om, at der snart må blive fred.
Alt bliver pakket i weekenden og i Kristi Himmelfartsferien bliver skoletaskerne kørt til Ukraine.
Jens’ indsamlede beløb på 29.000 kr. er blevet fordoblet af den danske hjælpeorganisation Kolo Nordic, der også hjælper med at få skoletaskerne til Ukraine og udleveret til ukrainske børn sammen med lokale partnere. Derudover er en del af indholdet til taskerne blevet sponsoreret eller købt med gode rabatter.
Generelt har den nordjyske familie oplevet kæmpe opbakning til indsamlingen og Jens og hans familie håber, at deres historie kan være med til at inspirere andre til også at hjælpe. Budskabet fra Biersted er klart: Alle har mulighed for at gøre en forskel.
Det der startede med en lille donation af gratis perler er i dag blevet til 275 propfyldte skoletasker, der snart ender hos børn i Ukraine.