Billede beskrivelse

100-års fødselsdag på Aabybro Plejehjem

26. marts 2025 kl. 14.01
Opdateret kl. 15.39

AABYBRO: Tirsdag den 1. april kan Ellen Gade, beboer på Aabybro Plejehjem, fejre sin 100-års fødselsdag. Hun er den yngste i en søskendeflok på syv og er opvokset i Pandrup, hvor hendes far i mange år virkede som præst.

Det meste af voksenlivet har været centreret omkring Aabybro og omegn. Sammen med sin mand, Jens, begyndte hun familielivet på en landbrugsejendom på Skovengene, hvor parrets fire ældste børn, Hanne, Peder, Bente og Mogens, kom til verden. 

Senere gik turen til en større ejendom, Aagaarden på Brogårdsvej, hvor familien boede i mange år, og hvor den yngste datter, Inger, blev født.

Ellen deltog aktivt i livet som landmandskone og varetog samtidig både hus, have og børneopdragelse. Trods de mange pligter fandt hun også tid til korsang, gymnastik, svømning og andre fritidsaktiviteter.

I 1985 gik ægteparret på pension og flyttede til en bolig på Nørremarksvej, hvor de havde nogle gode år sammen, indtil Jens gik bort i 1993. 

Ellen blev boende i en årrække, men i 2012 flyttede hun til et rækkehus på Stendyssen, da huset og haven blev for krævende. Her fortsatte hun det aktive liv med blandt andet kortklub og blomsterbinding, og bilen blev ofte taget i brug til besøg hos familie og venner.

For fire år siden flyttede hun ind på Aabybro Plejehjem, hvor hun nyder samværet med de øvrige beboere og deltager i hjemmets mange aktiviteter. Hun har desuden stadig sit strandhus i Blokhus og nyder at tilbringe tid der i sommermånederne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste