Aabybro: By Night afløses af stor fest
AABYBRO: Tiden er løbet fra den tradtionelle By Night fest. Der skal fornyelse til, mener Aabybro Handels- og Erhvervsforening. Derfor er By Night arrangementet, som plejer at blive holdt i uge 30, aflyst. I stedet bliver der en tre-dages sommerfest i Aabybro i uge 33, det er torsdag 14 til og med lørdag 16. august.
Det fortæller handels- og erhvervsforeningens formand Thomas Sørensen.
- Vi forsøger i år med noget nyt. Vi udvider vores sommeraktivitet med to ekstra dage, fortæller Thomas Sørensen.
- Vi har forsøgt at lave en sommerfest med tilbud til alle. Torsdag henvender sætter vi lidt fokus på de unge. Fredag bliver for hele familien, og lørdag bliver der noget for børnene, tilføjer han.
Torsdag kommer en af landets kendte youtubere, Judex, til byen. Alle interesserede kan møde ham i tre timer på torvet.
Er man mere til modeshow, så skal man møde op i centret, hvor en række butikker vil vise det nyeste.
I centret bliver der også musik. MD Duo fra Thy underholder, og det er de go'e til, lyder det fra Thomas Sørensen,som lover folkelige toner, som alle kan li'.
Fredag bliver lidt By Night-agtig. En del af Østergade spærres af.
I Centret bliver der grise-fest, som Meny står for. Der bliver masser af underholdning - også musikalsk rundt om i byen.
Butikkerne har stribevis af rigtig gode tilbud.
2025 er valg-år. I november skal der vælges ny kommunalbestyrelse. Derfor vil en række af de politiske partier også sættes deres præg på dagen.
Sommerfesten rundes af lørdag med et rigtigt børne-arrangement: Et MGP show.
Thomas Sørensen fortæller, at en række af deltagerne i årets MGP i DR TV kommer til Aabybro med et stort show, som kan opleves i Aabybro Centret.
- Vi tror, at MGP-showet er noget, der falder i børnenes smag, siger Thomas Sørensen.
Han tilføjer, at der alle dage kan købes både vådt og tørt. Det hjælper Lions-klubben i Aabybro med.
- Nu forsøger vi med en tre-dages fest, hvor vi henvender os til alle. Bagefter må vi vurdere om vi også næste år skal have en tre-dages fest eller det måske kun skal være to dage, siger Thomas Sørensen.