600 elever lærte om bæredygtighed
Alle landes social- og sundhedsskoler afholdt fredag d. 17. november bæredygtighedsdag og helt unikt for 2023 deltog flere end 600 elever fra SOSU Nords seks afdelinger, heraf 24 elever i Brovst.
Målet med dagen er blandt andet at lære eleverne om, hvordan de kan tænke bæredygtighed ind i deres professionelle hverdag. Alle danske social- og sundhedsskoler inviteres til at deltage i dagen, som altid består af online inspirationsoplæg og herefter workshops ud fra cases tilpasset social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og pædagogiske assistenter. De bedste løsninger fra hver skole vandt biografbilletter og kvalificerede sig i konkurrencen om bæredygtighedstrofæet.
Spændende og lærerigt
- Helt overordnet har det været en lærerig og spændende dag. Når jeg tænker bæredygtig, tænker jeg grøn omstilling. Men at få indblik i så mange underpunkter, og hvor bred viften i det hele taget er, har været tankevækkende og givende, fortæller Sasja, der til dagligt går på SOSU Nords afdeling i Brovst om dagen.
Hun pointerer også, at hun kan bruge mange af elementerne i sin uddannelse eksempelvis i forbindelse med, hvordan man arbejder med socialt udsatte og hvordan man i det hele taget samarbejder og kommunikerer samt når ud til de forskellige målgrupper.
Løsning for ensomhed vandt i Brovst
I Brovst blev vinderne Maria, Jeanette og Pernille, der arbejdede med ensomhed ud fra Verdensmål 3 - sundhed og trivsel. Eleverne udviklede et ven-skab, et fysisk skab der kan placeres på eksempelvis biblioteker, og her kan man søge efter fællesskaber som en gå-makker eller en at drikke kaffe sammen med.
Tanken bag ideen opstod fordi ensomhed påvirker menneskers sundhed og trivsel, og via ven-skabet vil eleverne gerne både forebygge og afhjælpe denne problematik.
Verdensmålene inspirerer til at blive en del af hverdagens løsninger
SOSU skolernes Bæredygtighedsdag arrangeres af Videnscenter for Velfærdsteknologi, og det er anden gang, den afholdes. Formålet er blandt andet at inspirere og skabe viden om bæredygtighed i den praksis, eleverne møder under og efter uddannelsesforløb samt at inspirere til innovative arbejdsmetoder til udvikling af bæredygtige løsninger.
Bæredygtighedsdagen tager altid afsæt i FN´s 17 Verdensmål og herudfra udarbejder Videnscenter for Velfærdsteknologi en række cases, som eleverne så skal udvikle et produkt på baggrund af. I år var der eksempelvis cases om ensomhed, affaldssortering i børnehøjde, ny løsning i forbindelse med for højt brug af blå plastichandsker og futter samt udfasning af engangsmaterialer.