Henrik Pedersen ser frem til, at han kan arbejde i dybden med sit hold i vinterpausen. Han forventer et roligt transfervindue uden de store udskiftninger. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>
Sport

Vendsyssel-træner forventer et stille transfervindue, men der er tvivl om forsvarsspiller

Efter en sommer med mange udskiftninger får Henrik Pedersen nu mulighed for udvikle Vendsyssels spillestil

05. januar 2022 kl. 06:17

FODBOLD: Henrik Pedersen skulle næsten bygge en ny trup op fra bunden, da han i sommer tiltrådte som cheftræner i Vendsyssel FF.

På den 44-årige vestjydes første arbejdsdag havde Vendsyssel FF blot 13 spillere på kontrakt. Inden transfervinduets lukning ved udgangen af august kom 15 spillere til, mens fem spillere forsvandt.

Til gengæld bliver det anderledes roligt, når Vendsyssel FF fra på mandag tager hul på forberedelserne frem mod foråret.

- Det var et nyt hold med nye spillere og en ny træner, der skulle til at implementere en ny spillestil, og jeg synes, at vi har fået sat et godt hold sammen, og vi er lykkes med mange af vores transfers.

- Spillerne har været utroligt lærevillige, for de har skullet spille på en anden måde, end de har været vant til. Vi har også fået samlet en del point, og jeg forventer et helt roligt vindue her i januar, siger Henrik Pedersen.

Der er dog et spørgsmålstegn ved Delphin Tshiembe. Forsvarsspilleren kom til Vendsyssel i sommer på en kort aftale, der udløb ved udgangen af 2021.

- Situationen med Delphin er uafklaret, men jeg har været rigtig glad for ham. Han har været fantastisk for vores kultur og er en mentor for stort set alle vores spillere, siger Henrik Pedersen, der til gengæld ved, at hans hold til foråret bliver forstærket af Ronnie Schwartz.

Den tidligere superligatopscorer skrev kontrakt med Vendsyssel FF i oktober, men han er først spilleberettiget nu.

- Der er meget arbejde, der skal gøres for, at han fysisk når op på det niveau, han skal, men han er meget sulten og klar til at gøre det, der skal til, så jeg er sikker på, at vi nok skal få styr på det i løbet af de seks ugers opstart, vi har, siger Henrik Pedersen.

Opstarten indeholder blandt andet 10 dages træningslejr i Tyrkiet, men den første testkamp spilles på dansk grund 21. januar mod Jammerbugt FC.

- Vi skal bruge opstarten på at få lagt på fysisk, og nu får vi muligheden for at træne på en anden måde end i sommer, hvor der hele tiden kom nye spillere til.

- Vi skal især lægge på i evnen til at lave gentagne sprint. Det er både defensivt og offensivt, og offensivt skal vi også blive mere effektive.

- Vi har haft bolden mest i stort set alle vores kampe, men vi skal blive dygtigere til at skabe chancer. Det er ikke en succes for os at have bolden. Vi skal bruge den til at lave mål, og vi skal blandt andet blive dygtigere til at bryde linjerne i spillet og til at flytte bolden i høj fart, siger Henrik Pedersen, der også regner med, at hans hold kan tage skridt i den rigtige retning uden for banen.

- Nu er spillerne ved at have fundet fodfæste individuelt, så nu har vi en chance for at arbejde med teamet og skabe en endnu stærkere kultur. Jeg synes dog allerede, at vi er kommet et godt stykke vej på det parameter, siger Henrik Pedersen.

Vendsyssel FF overvintrer på en niendeplads i Nordicbet Ligaen. Der er fire spillerunder tilbage af grundspillet, hvor vendelboerne skal forsøge at spille sig op i den top-seks, der får adgang til oprykningsspillet. Der er fire point op til Nykøbing på sjettepladsen.

- Det er et meget ambitiøst mål med tanke på vores udgangspunkt, men det skal vi gå efter. I vores udvikling vil det være en kæmpe gave at spille mod de bedste.

- Sammenligner vi os med de bedste, skal vi nemlig især blive bedre til at beskytte eget mål, ligesom vi skal forbedre os på de defensive dødbolde, lyder konklusionen fra Henrik Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste