Vendsyssel FF lejer tidligere PSG-angriber i Belgien
Virgiliu Postolachi skal jagte mål i 1. division for vendelboerne gennem resten af sæsonen
FODBOLD: Vendsyssel FF lejer den 20-årige angriber Virgiliu Postolachi fra Royal Excel Mouscron indtil slutningen af sæsonen. Det skriver klubben på deres hjemmeside.
Angriberen har fransk samt moldovisk statsborgerskab og har tidligere spillet i den franske storklub Paris St. Germain. Her scorede han det vindende mål mod Atletico Madrid i Champions Cup i 2018.
- Vi er glade for at kunne underskrive et talent som Virgiliu for Vendsyssel FF. For sin alder har han allerede stor erfaring og har spillet med nogle verdensklassespillere i Paris. Jeg er sikker på, at han vil tage det næste vigtige skridt i sin karriere i Vendsyssel FF med regelmæssig spilletid, siger Ingo Winter, fodbolddirektør i Core Sports Capital, der ejer klubben.
Postolachi har også mødt store hold som Bayern München og Arsenal i Champions Cup. Han har dog aldrig repræsenteret PSG i ligaen eller i Champions League.
I Royal Excel Mouscron er han noteret for seks kampe i belgiske Jupiter League.