Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ib Grønbech udstiller sine sange på lærred

26. august 2026 kl. 12.08

HJØRRING: Når Vendsyssel Teater på fredag genopsætter den populære teaterkoncert med Ib Grønbechs sange, bliver publikum mødt af mere end musik. I teatrets foyer hænger nemlig otte helt nye malerier, skabt i et samarbejde mellem Ib Grønbech og kunstner Brian Lykke fra Galleri Matique.

Billede beskrivelse

Idéen opstod helt tilfældigt.

- Jeg kom ind i Brians galleri for at kigge, som jeg plejer. Så sagde jeg, at det kunne være sjovt at male nogle af mine sange. “Det gør vi da bare,” sagde han. Og så gik vi i gang, fortæller Ib Grønbech.

Resultatet er otte store malerier, der hver tager udgangspunkt i en af Ib Grønbechs mest kendte sange. Motiverne er inspireret af klassikere som “Beatleshår”, “Lærer’n i Havnen”, “Containeren”, “Traileren”, “Kys’ mæ, Conny”, “Sdr. Harritslev” og “Svendegilde” – sange, der gennem årtier har været med til at gøre den nordjyske entertainer kendt for sine humoristiske tekster på vendelbomål.

AI blev kun begyndelsen

Selv om kunstig intelligens har været en del af processen, er billederne langt fra skabt med et enkelt klik.

Billede beskrivelse

- Vi brugte AI til at få idéer, men det var faktisk den svære del. Der kom hundredvis af forslag, som vi arbejdede videre med, og bagefter satte vi dem sammen og malede dem. Det er ikke bare noget, man lige får en computer til, fortæller Brian Lykke.

Han har stået for de detaljerede portrætter og den afsluttende finish, mens Ib Grønbech har malet baggrunde, farver og de første opbygninger af motiverne.

- Ib har startet billederne, og så har jeg arbejdet videre med ansigter, lys og skygger, så figurerne blev levende. Det har været et rigtigt samarbejde hele vejen igennem, siger Brian Lykke.

Masser af grin undervejs

For Ib Grønbech har arbejdet været mindst lige så meget en hyggelig proces som et kunstprojekt.

Billede beskrivelse

- Vi har haft det skidesjovt. Vi har grinet utrolig meget, og hver gang én af os fik en skør idé, så malede vi den med. Det har været afslappende og enormt hyggeligt, siger han.

Grønbech har tidligere arbejdet med stenkunst og granitskulpturer, men maleriet er en ny udfordring.

- Granit er hårdt arbejde. Her kan man sidde stille og male. Det passer mig godt.

Kan købes af publikum

Malerierne hænger i foyeren under spilleperioden og bliver sat til salg. Derudover bliver motiverne også trykt som plakater.

Billede beskrivelse

- Det er lidt et eksperiment, men vi håber selvfølgelig, at folk har lyst til at tage dem med hjem, siger Ib Grønbech.

Glæder sig til repremieren

Teaterkoncerten blev en stor succes ved første opsætning, og Grønbech glæder sig over, at forestillingen nu vender tilbage.

Billede beskrivelse

- Det er da fantastisk. Der skal ellers en del til at imponere en nordjyde – også mig selv. Men når folk går ud med et smil og siger, at de har haft en god aften, så kan man vist godt tillade sig at være lidt stolt, siger han.

Forestillingen har premiere fredag, og samtidig får publikum mulighed for at opleve de otte nye malerier, hvor Ib Grønbechs velkendte univers har fået nyt liv – denne gang på lærred.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste