Alsang samlede hundredvis af sangglade mennesker i Christiansgave
HJØRRING: Fredag aften dannede Christiansgave rammen om et stemningsfuldt alsangsarrangement, hvor omkring 400-500 sangglade mennesker i alle aldre var mødt op for at synge sammen under overskriften “Alsang – Frisk luft, Fred og Fællesskab”.
Stemningen var i top fra første til sidste sang, og de mange positive kommentarer på Sangkraft Hjørrings Facebook-interessegruppe vidner om, at arrangementet blev en stor succes.
Flere deltagere har allerede givet udtryk for, at de håber, alsangen bliver en fast tradition i Hjørring Kommune.
På scenen stod et stærkt alsangsband fra Hjørring Kulturskole under ledelse af kapelmester Peter Jungersen, som spillede keyboard sammen med tre talentfulde unge musikere på violin, bas og trommer.
Hele otte kor medvirkede og var med til at skabe en flot musikalsk oplevelse: Sundhedskoret “Syng dig sund” fra Sundhedscenter Hjørring, Mandskoret Arion, Sindalkoret af 1972, Sysselkoret, Hjørring Kammerkor, Happy Noise, Skallerup Sognekor og Nordjysk Pigekors Juniorkor.
Publikum kunne synge med ved hjælp af en storskærm med sangtekster, mens mange også havde Højskolesangbogen med under armen.
Arrangementet viste, at fællessang samler generationer. Den yngste deltager var blot fire uger gammel, mens den ældste var 94 år.
Velkomsten blev leveret med både varme og humor af byrådsmedlem Gry Bruun Nielsen og folketingsmedlem Thomas Klimek, som også er initiativtagerne til, at Hjørring igen fik et stort alsangsarrangement. Blandt publikum var desuden borgmester Søren Smalbro, som glædede sig over det store fremmøde.
Aftenens fællessang blev ledet sikkert gennem programmet af Christina Thoft og Katrine Bach Skovmand, der både havde udvalgt sangene og guidede publikum professionelt gennem arrangementet.
Bag arrangementet stod Sangkraft Hjørring i samarbejde med Hjørring Kulturskole, mens Frysehuset Hjørring stod for salg af drikkevarer. Arrangementet blev gennemført med støtte fra Hjørring Kommune.
Sangkraft Hjørring sender en stor tak til alle, der gjorde aftenen mulig – gæster, kor, musikere, frivillige, samarbejdspartnere og den samlede bestyrelse med suppleanter.
“Sammen kan vi meget, og sangen sætter humør, kulør og hele følelsesregisteret i spil.”
Efter den vellykkede premiere i Christiansgave er håbet, at alsangen vender tilbage næste år – til glæde for endnu flere sangglade borgere.