Vendsyssel-angriber er tilbage efter kollaps: Scorede i testkamp

Wessam Abou Ali scorede en enkelt gang, da Vendsyssel FF slog Aarhus Fremad

28. januar 2022 kl. 21.46
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16.15

FODBOLD: Vendsyssel FF's Wessam Abou Ali kollapsede i september under en kamp mod Lyngby Boldklub, men nu er den tidligere AaB-angriber tilbage på fodboldbanen.

Det fejrede han ved at score et enkelt mål, da Vendsyssel FF fredag aften slog Aarhus Fremad med 3-2 i holdets første testkamp denne vinter.

Se flere billeder nederst i artiklen.

- Det er rigtig dejligt at se ham tilbage. Han har trænet med i alle pas i den her uge og i sidste uge, før vi blev ramt af corona og spillede så 45 minutter i dag.

- Der er ingen tvivl om, at Wessam er en dygtig spiller, og det viste han, men han er også en spiller, der stadig har meget at lære. Med hans forløb in mente er der selvfølgelig et stykke vej endnu, men jeg er rigtig glad for det, jeg har sat fra ham i de sidste 10 dage, siger Vendsyssel-træner Henrik Pedersen.

Tiémoko Konaté og Panagiotis Armenakas stod for Vendsyssels øvrige mål i kampen.

- Jeg så nogle drenge, der havde glædet sig til at spille fodbold og gjorde alt, hvad de kunne, men jeg så også nogle trætte drenge, der ikke har spillet kamp i lang tid. Der er selvfølgelig meget at gøre, men vi fik løbet en del og fik også afprøvet nogle af de ting, vi har trænet, siger Henrik Pedersen.

Vendsyssel FF er nemlig blevet sat tilbage af, at man i slutningen af sidste uge blev ramt af et omfattende smitteudbrud i truppen. Det medførte blandt andet en aflysning af en testkamp mod Jammerbugt.

- Uanset om man har haft symptomer eller ej, sidder det jo i kroppen, og vi har heller ikke fået trænet det, vi gerne ville, så selvfølgelig har vi mistet noget, men omvendt er jeg taknemmelig for, at ingen er blevet alvorligt syge, og at vi allerede kan være på banen igen nu. Det er jo hurtigt, i betragtning af at det var sidste fredag, at det for alvor brød ud, siger Henrik Pedersen.

Ronnie Schwartz er en af de spillere, der har været smittet, men også han kom i kamp fredag.

- Det var først i dag, at Ronnie kom tilbage. Han var med, da vi trænede en time og 45 minutter i formiddags, og så spillede han 45 minutter hertil aften. Det har været en hård dag for ham, konstaterer Henrik Pedersen.

Ronnie Schwartz skrev kontrakt med Vendsyssel FF i oktober og er den senest tilkomne spiller, idet vendelboerne endnu ikke har handlet i januars transfervindue. Det kan dog nå at ændre sig, inden vinduet lukker mandag aften ved midnat.

- Som udgangspunkt har vi den trup, vi gerne vil have, men det kan være, at der sker lidt. Vi har ikke lukket vinduet helt endnu, men omvendt er vi heller ikke desperate, siger Henrik Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste