Stortalent skifter til Fortuna Hjørring
Hjørringenserne henter det unge talent hos ligakonkurrenterne fra Kolding
FODBOLD: Et af de største talenter i Gjensidige Kvindeliga, Signe Baattrup Hansen, skifter til Fortuna Hjørring fra dags dato. Det offentliggør klubben i en pressemeddelelse.
- Signe er en profil i ligaen, som vi har holdt øje med længe. Hendes evne til at skabe chancer og hendes blik for spillet er på meget højt niveau, siger Fortuna Hjørrings cheftræner, Brian Sørensen.
- Jeg regner med, at Signe kan lægge endnu mere på sit spil med det her skifte til Fortuna. Jeg har haft en uhyre god dialog med Kolding IF, og vi kunne enes om den transfersum, der gør det muligt at tilknytte Signe allerede nu.
Den 21-årige spiller får tildelt nummer 12 på banen, når hun skal i aktion for hjørringenserne.