Skuffet VFF-træner prøver at kigge positivt på tingene

Vendsyssel FF's Henrik Pedersen håber, at man kan finde noget stabilitet i det kommende nedrykningsspil

19. marts 2022 kl. 10.11

FODBOLD: På et fortsat ujævnt græstæppe på Nord Energi Arena leverede Vendsyssel FF en flot første halvleg, der ret paradoksalt fik den udgang, at gæsterne fra Hvidovre var i front med 1-0 ved sidebyttet.

Det ene velkomponerede angreb afløste nærmest det andet for vendelboerne, der særligt i kampens første halve time havde godt greb om kampen.

Det ændrede sig, da Ronnie Schwartz uforvarende satte gang i et Hvidovre-angreb med et boldtab. Den mulighed udnyttede Frederik Carlsen knivskarpt, og så var udeholdet foran.

I stedet stod Henrik Pedersen og Vendsyssel tilbage med en skuffelse over, at man missede oprykningsspillet, hvilket kunne have annulleret alle spekulationer om nedrykning, som ikke helt kan sige sig fri af ved indgangen til nedrykningsspillet.

Se billeder fra fredagens kamp nederst i artiklen

- Det er en kæmpe skuffelse, når vi står her med de resultater. Vi havde jo selv meget større chancer i kampen, end Hvidvore havde, så det er irriterende, siger Henrik Pedersen, der trods alt går ind til nedrykningsspillet fuld af fortrøstning.

Nu venter der Vendsyssel FF et nedrykningsspil, hvor man har 24 point. Det er seks mere end Fremad Amager på 11. pladsen og otte mere end Jammerbugt på sidstepladsen. Det bliver HB Køge, Hobro, Esbjerg, Fremad Amager og Jammerbugt, man skal møde.

Kampen mod Hvidovre giver dog trods alt lidt forhåbninger om en hurtig afvikling af nedrykningsspørgsmålet for Vendsyssels vedkommende.

- I de første 25 minutter var vi rigtigt stærke, og i hele første halvleg spillede vi godt. Hvidovre havde den ene chance, og den scorede de på. Det er klart, at sådan noget er skuffende for os, siger Henrik Pedersen.

- Vi kan se, at det vi arbejder med sagtens kan lykkes. Og det spor skal vi blive i, for hvis vi kan få noget mere stabilitet i vores spil, er vi kraftedeme gode, siger Henrik Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste