Foto: Henrik Louis
Sport

Østrigsk U21-keeper bliver femte målmand i Vendsyssel FF

Fabian Ehmann skal kæmpe om spilletid med Kevin Mendoza, mens der kigges efter nye muligheder til målmandskollegerne i klubben

11. januar 2021 kl. 12:49

FODBOLD: Vendsyssel FF har i forvejen fire målmænd i førsteholdstruppen - men alligevel var en ny af slagsen på plads, da 1. divisionsklubben mandag havde første træningspas i det nye kalenderår.

Her er tale om 22-årige Fabian Ehmann fra Østrig. Vendsyssel FF har fået de sidste detaljer på plads med keeperen, der kommer fra græske Aris Thessaloniki. Foreløbig har han lavet en aftale, der gælder frem til sommer.

Foto: Henrik Louis

Ehmann er hentet som forstærkning, da Peter Friis Jensen fortsat er skadesramt. Dermed skal østrigeren udfordre Kevin Mendoza, der på det seneste har vogtet målet for vendelboerne.

Det oplyser Ingo Winther, der er fodbolddirektør i Core Sports Capital, som ejer aktiemajoriteten i klubben.

Tilgangen af Ehmann betyder også, at der er længere vej til førsteholdsfodbold for Mads Sylvan Jensen og Emil Kobberup. Her arbejdes dog på at finde klubber i lavere rækker, hvor de kan få spilletid.

Fabian Ehmann har repræsenteret flere af de østrigske ungdomslandshold og er noteret for ni kampe for Østrigs U21-landshold. Her var han senest med i december, hvor han stod mod Tyrkiet i EM-kvalifikationen.

Han fik senest spilletid for Aris Thessaloniki tilbage i juli, hvor Panathinaikos vandt 2-0 i ligaopgøret.

Foto: Henrik Louis

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu