Fortuna Hjørring vil have hjemmebane i pokalfinalen
Vendelboerne har gode kort på hånden for at få værtsskabet mod FC Thy/ThistedQ
FODBOLD: Fortuna Hjørring spillede sig søndag i sin første pokalfinale siden de senest gik hele vejen i 2019. Den samlede 3-2-sejr over AGF sender dem i armene på de forsvarene pokalmestre fra FC Thy/ThistedQ i kampen om trofæet.
Den rent nordjyske finale skal spilles 13. maj, og den ønsker Fortuna Hjørring at være vært for.
- Det betyder utroligt meget, at vi er i finalen. Vi har kun mulighed for at vinde to trofæer, så vi skal være der, når det gælder. Det er selvfølgelig også ekstra specielt, at det er et rent nordjysk opgør. Vi kommer til at lægge billet ind på at arrangere kampen, og jeg regner også med vi får den. Der er lagt op til en fantastisk aften, siger Fortuna-træneren, der bestemt mener, at nordjysk kvindefodbold har udviklet sig markant de seneste år.
- FC Thy har bare bygget på og er blevet enormt stabile. De har måske lidt svært ved at være helt med i ligaen, men de har vist, at de kender deres besøgelsestid i pokalen. De spiler finale for tredje år i træk, og det er en stor præstation.
Brian Sørensen påtager sig gerne favoritværdigheden på papiret, men i praksis ser han en meget lige kamp.
- Pokalfinaler er altid 50/50. Selvom der er en forhåndsfavorit, så arter de sig sjældent sådan. De har med deres mange finaler en erfaring og historie, som viser, at de sagtens kan spille med om guldet, siger Fortuna Hjørrings cheftræner.