Emma Snerle er tabt for Fortuna Hjørring. Arkivfoto: Torben Hansen
Sport

Fortuna Hjørring sagde nej til bud og lod topscorer gå gratis

Fortuna Hjørring kunne have solgt Emma Snerle i sommer, men buddet var ikke godt nok

06. januar 2022 kl. 16:25

FODBOLD: Fortuna Hjørrings fodboldkvinder må klare sig uden holdets topscorer, når vendelboerne til foråret skal forsøge at overhale HB Køge og snuppe det danske mesterskab.

Torsdag blev det således officielt, at Emma Snerle, der i efteråret scorede 13 gange i 14 kampe for Fortuna Hjørring, fortsætter karrieren hos West Ham i den bedste engelske række.

- Jeg er bare glad for at være her og spændt på at komme i gang. Det er en stor liga, en stor klub, siger 20-årige Snerle til West Hams hjemmeside.

Hos Fortuna Hjørring er cheftræner Brian Sørensen også helt afklaret med, at han må sige farvel til stortalentet fra Dronninglund.

- Vi vidste godt, at det ville ske. Hun ville allerede gerne have været afsted i sommer, men når vi så på, hvad West Ham ville give for hende dengang, gav det mest mening at beholde hende.

- Sportsligt tror jeg også, at det har været godt for Emma, for hun har fået en masse selvtillid i løbet af efteråret, siger Brian Sørensen.

Emma Snerles kontrakt med Fortuna Hjørring udløb ved årsskiftet, så vendelboerne får ikke nogen økonomisk gevinst ud af skiftet. Afløseren er på plads, idet den 19-årige nigerianer Joy Ogochukwu er blevet lejet hos B93.

- Kur (Camilla Kur, red.) var heller ikke meget på banen i efteråret, og hun er ved at være klar igen. Mathilde Carstens har slået til, og Signe Carstens er på vej tilbage, så vi er fortrøstningsfulde, og jeg føler egentlig, at vi kommer stærkere ud af vinduet.

- Vi kan ikke erstatte Emma en-til-en, men vi kan bringe nogle andre typer i spil og spille på en lidt anden måde, siger Brian Sørensen, der heller ikke er i tvivl om, hvorvidt Emma Snerle kan begå sig i verdens formentlig stærkeste liga.

- Hun skal selvfølgelig vænne sig til tingene derovre, og det kan være, at det tager en måned eller et halvt år, men teknisk og spillemæssigt er jeg ikke i tvivl om, at hun har niveauet, siger Brian Sørensen.

Se også
Stortalent holder Ronaldo-målsnit: Næste stop er det store udland

Annonceret indhold

Nyeste