Vinterferie i Metropol: Masser af aktiviteter til de små
- Vi har gjort alt for, at det skal blive en rigtig god ferie med masser af aktiviteter. Og det er allerede i gang.
Det fortæller marketing manager Jane Melgaard Olesen fra Metropol Shoppingcenter i en pressemeddelelse.
- Man kan nu købe vores populære børnebillet for 70 kr. i Frellsen og Kvickly. Her får man f.eks. mad, gaver og en børnebillet til Nordsøen Oceanarium. Herudover er der digital safari skattejagt i centret, hvor du skal rundt og finde fem dyr med din mobil. Når du har fundet dyrene, kan du hente en præmie i Frellsen, oplyser Jane Melgaard Olesen.
I weekenden 18. og 19. februar kan man kigge forbi og lave sit eget fastelavnsris eller sin egen maske. Masken kan man allerede bruge om mandagen, hvor centret sammen med Kvickly og Normal inviterer til fastelavnsfest.
Mandag og tirsdag kan man også komme forbi og møde Nordsøen Oceanarium, der som sædvanlig har spændende ting med. Tirsdag, onsdag og torsdag kan man høre mere om og holde en slange. Onsdag har man også mulighed for at holde et kæmpe insekt. Fredag og lørdag kan man komme i cirkusskole og lære at lave ballondyr, gå på glasskår og meget mere. Og så kigger Metropolle selvfølgelig også forbi. Hele programmet kan man se på Metropolshopping.dk.

- Der er noget for alle, og vi håber alle får en god vinterferie, slutter Jane Melgaard Olesen.