Tina fejrer det første år med den nye butik
HIRTSHALS: Der har været et års jubilæum i Normal i Hirtshals. Og butikken ligger et godt stykke over salgsbudgettet, fortæller butikschef Tina Røge.
- Det første år er gået over al forventning. Vi har fået en kolossal god modtagelse af de lokale i Hirtshals-området, og vi har også solgt godt til alle de turister, der hele tiden er i Hirtshals, siger butikschefen.
Normal koncernen har nu 250 butikker i landet. Og den lokale butik var nummer 114 i rækken, fortæller Tina Røge og tilføjer, at koncernen vokser med to butikker om ugen lige nu.
- Det går stærkt i Normal. Vi får cirka 100 nye varenumre om ugen, så der er nok at lave hele tiden for os alle her i butikken, hvor vi er 12 ansatte, siger butikschefen.
Hun er utrolig glad for at være i Normal.
Handelsbyen Hirtshals har fået to store nye butikker i 2024. Først var det Normal, og så byggede Rema 1000 også nyt. Byen har også fået Tanjas Blomster Atelier og en vincafé i Jyllandsgade samt den nye frisør Østermølle i Jørgen Fibigers gade. Lige nu udvider Spar og Slagter Winther butikken på Margrethevej for 17 millioner kroner, så der sker meget i Hirtshals hele tiden.