Michael Jensen leverer selv æggene til købmand Dennis Bak.
Shopping

Slægtsgård i Tårs klemt af nedlukning i restaurationsbranchen: Nu finder øko-æg i stedet vej til den lokale køledisk

29. januar 2021 kl. 19:00

SPAR Købmanden på Nordens Allé i Hjørring opfordrer til at bakke op om det lokale - og viser gerne selv vejen ved at tilbyde kunderne en række lokalt producerede varer. Købmand Dennis Bak sælger blandt andet økologiske æg fra Bøgebæk Økologi ved Tårs, som fodrer hønsene med spildkorn fra Aurion ved Hjørring.

- Vi er jo alle på en eller anden måde afhængige af, at vi også har lokale butikker, restauranter, virksomheder og dermed lokale arbejdspladser. Vi er selv meget lokale og vil naturligvis også gerne bakke op om dygtige lokale producenter og leverandører, siger købmand Dennis Bak.

- Vi er rigtig glade for at kunne sælge endnu mere økologi fra én lokal til en anden. Æg fra Michael Jensen på Bøgebæk ved Tårs smager fantastisk. Det er jo nok fordi, at hønsene har det godt.

- Vi sætter stor pris på, at SPAR Hjørring bakker op og køber æg hos os. Det er jo ingen hemmelighed, at mange af vores kunder lige nu må holde deres restauranter lukkede, så vi har også måtte tilpasse antal høns, når efterspørgslen er faldet. Vi håber, det snart vender igen, når Danmark begynder at åbne, siger Michael, der selv leverer æggene til købmanden.

Bøgebæk ved Tårs i hjertet af Vendsyssel har været slægtsgård i mere end 100 år og nu fire generationer. Dorte og Bjarne genoptog landbruget på gården i 1983 og omlagde til økologi i 1997.

I dag står sønnen Michael for en del af gårdens udvikling. De 50 jerseykøer leverer økologisk mælk til Thise Mejeri.

- Vi har foruden produktion af økologiske æg også opdræt af kødkvæg til lokalt slagtehus og privat salg, og vi afliver aldrig nyfødte tyrekalve. Vores slagtedyr er enten kødkvægs-stude eller jersey-stude fra mælkeproduktionen, der slagtes når de er to år.

- Vi fortæller meget gerne mere om vores økologiske ægproduktion og pakkeri eller vores syn på et sundt landbrug i balance, fortæller Michael.

Dybstrøelse i hønsehuset og 200 forskellige frugttræer i hønsegården giver de æglæggende hønerhos Bøgebæk Økologi unikke forhold. Bøgebæk har været drevet økologisk siden 1997.

Ægproduktionen begyndte i 2000. Alle æg håndsorteres og pakkes dagligt. Hønsene går frit blandt masser af grønt og rodemateriale, og det giver solgule blommer og bedre smag. Ved at lade hønseflokken leve i frugtplantagen, holdes den sund, mens hønsene trisser rundt i tryghed og hygger sig med nedfaldsfrugt som æbler, pærer og blommer.

Bøgebæks eget korn udgør cirka 40 procent af kraftfoderblandingen, ligesom der aftages spildkorn som rug, spelt, svedjerug og durum fra Aurion syd for Hjørring. De økologiske høns er af racen Loman Brun Light, og der indkøbes nye høns hvert år, når de er næsten klar til hver at lægge cirka 300 smukke, brune æg om året.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu