Matas i Sindal fejrer 35-års jubilæum

03. februar 2022 kl. 00.00
Opdateret 03. februar 2022 kl. 08.00

Matas i Sindal fejrer i disse dage, at det er 35 år siden, at forretningen åbnede i Nørregade. I dag er det ingen selvfølge, at en specialbutik i en lille by i så lang tid kan notere konstant fremgang med en massiv kundeopbakning.

Succesen skyldes, at indehaveren Britta Pedersen sammen med sit personale har forstået at udvikle forretningen i takt med de skiftende tider. Personalet modtager løbende uddannelse i de nyeste produkter og kan dermed yde en første klasses service med råd og vejledning.

- Vi har en god beliggenhed her i Sindal midt imellem Hjørring og Frederikshavn. Det er nemt at komme til byen, og der er gode og gratis parkeringsforhold. Derfor tror jeg, at der er mange, der vælger os fremfor de store byer, fortæller jubilaren Britta Pedersen.

Træls periode

Britta Pedersen glæder sig ikke til den kommende separatkloakering, for adgangen til forretningen har tidligere været næsten ufremkommelig på grund af gravearbejde.

- Det var dengang, da der skulle udskiftes fjernvarmerør og lægges nye vandledninger. Nørregade var gravet op i længere tid, og det var vanskeligt for kunderne at komme rundt til forretningerne. Det kostede rigtigt meget omsætning, så jeg ved, at vi her i byen går en hård tid i møde. Men med de trofaste kunder vi har, så går det nok. Jeg er optimistisk på byens vegne.

Britta Pedersen var kun 32 år, da hun etablerede sig som selvstændig i Sindal. Forinden havde hun stået i lære som materialist hos Mogens Hansen i Frederikshavn og var efterfølgende ansat her i 17 år. Længe havde hun ønsket at blive selvstændig og øjnede muligheden i Sindal, der lå perfekt mellem Frederikshavn og Hjørring, og det har med tiden vist sig at være et godt valg.

Udvidet til 150 kvm.

Britta Pedersen åbnede i Nørregade 6, hvor cykelhandler Johansen i mange år havde haft forretning. Lokalerne var dog for små, da Matas-kæden havde et mindstekrav på 75 kvadratmeter. Derfor blev forretningen udbygget med lagerlokale og kontor, så selve forretningensarealet blev på de krævede antal kvadratmeter. Efter fire år fik Britta Pedersen mulighed for at flytte til større lokaler, da Baadsgaards radio- og tv-forretning på Nørregade 12 blev ledig. Her var forretningslokalet på 100 kvadratmeter, som blev udvidet til de nuværende 150 kvadratmeter, da naboen Enrico Tychsen lukkede sin brilleforretning.

Matas i Sindal er en supermoderne forretning, der foruden alt i makeup, hudpleje, dufte, hår og helse, stadig forhandler det, som kæden startede med i 1949 nemlig kemikalier.

Foruden Britta Pedersen er Trine Johansen, Nicoline Holm Pedersen og Dorthe Joswiak ansat i forretningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste