Herretøjsforretningen Brunø Tøj lukker i nærmeste fremtid efter knap 19 år i Sindal. Foto: Niels Helver
Shopping

Butiksdød fortsætter: Sindal mister herretøjsbutik

18. januar 2022 kl. 17:30

Forretningslivet i Sindal er inde i en nedadgående spiral. Efter chokmeldingen om SuperBrugsens lukning lørdag den 22. januar, meddelte Anni Johansen, indehaver af Boutique Anni, at hun lukker den 1. april. Nu forlyder det, at herretøjsforretningen Brunø Tøj lukker i nærmeste fremtid.

- Jeg er meget glad for at være i Sindal. Det har gennem årene været en rigtig god forretning, og folk i Sindal er gode til at bakke op om vores butik. Men da der kom forretninger i det nye område Ved Banen, er kundetilstrømningen i byen løbende blevet mindre, og med lukning af SuperBrugsen og Boutique Anni bliver der nok endnu færre kunder i Nørregade. Det vil kunne mærkes på omsætningen, som med årene stadig er blevet mindre, fortæller Tim Brunø, der er indehaver af tøjdynastiet Brunø Tøj, .

Snak med udlejer

Tim Brunø forudser også, at med det kommende gravearbejde i forbindelse med separatkloakeringen, hvor Nørregade bliver lukket for gennemkørsel i en længere periode, bliver det vanskeligt at holde omsætningen på et fornuftigt niveau.

- Jeg har haft en snak med personalet og udlejeren om situationen. Der er endnu ikke fastsat en endelig dato for lukning af butikken i Sindal, men det bliver sandsynligvis omkring den 1. april, hvis ikke der sker noget ekstraordinært, der får mig til at køre videre med butikken.

Knap 19 år i byen

Brunø Tøj åbnede den 28. november 2003 i de lokaler på Nørregade 3, hvor Henning Lyng tidligere havde herretøjsforretningen Lyng Herretøj og Sport. Og efter knap 19 år er det måske snart slut med en herretøjsforretning i Nørregade.

Det er kun butikken i Sindal, der lukker. Tim Brunø har fortsat Brunø Tøj i Dybvad, Sæby, Vodskov og Brønderslev samt webshoppen btrendy.dk, så kunder fra Sindal har fortsat mulighed for at handle tøj i en af de øvrige forretninger eller på webshoppen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu