Jan har sat sit Tour de France-hold: Der var 100 oste af vælge imellem
HJØRRING: Jan Brandhøj fra Vendia Ost er lidt af en fan af Tour de France.
Han er som bekendt også ret vild med ost. Derfor ligger det selvfølgelig også til højrebenet at sammensætte en Tour de Vendia.
Men i stedet for cykelryttere fra alverdens nationer, ja så sætter man holdet med … ost fra både ind- og udland!
- Feltet består af flere danskere, og her vil jeg nævne ”Kong Hans,” ”Jens Langkniv” og ”Sorte Sara,” siger Jan Brandhøj indledningsvist.
Han fortsætter med et team, han kalder ”Team de hårde typer,” hvor der er personligheder med som ”Fuldmåne” ”Vesterhav” og ”Lihmskov.”
For “Team Arla Unika” kører blandt andet ”Den Hvide Dame,” og her anfører Jan, at det jo ellers ikke er normalen, at kvinder i det hele taget er med i løbet. Her finder vi også ”Gnalling,” ”Den røde løber,” ”Ask” og ”Efterglød.”
- De er nok det, jeg vil kalde et erfarent felt, som det er svært at køre fra, siger Jan Brandhøj.
Det samme kan man givetvis sige om det hollandske hold, “Team Gouda.” Her er Team Vendia klar med en et tocifret antal hollændere blandt andet ”Black Lemon.”
Schweizeren ”MR Bergkase” er en lidt “ fedladen “ type, der overraskende vinder ved nærmere bekendtskab, forklarer Jan Brandhøj.
De to franskmænd ”Saint Agur” og ”Papillon,” samt italieneren ”Gorgonzola,” benævner han som meget “stærke” personligheder.
I den ostegule førertrøje sætter Jan Brandhøj ”Gammel Knas.”
- Han er storfavorit, især blandt det unge publikum, forklarer han.
Den prikkede bjergtrøje sidder til gengæld på den 15 måneder gamle ”Schweizer Gruyere Grot.”
- Der er kort sagt cirka 100 forskellige personligheder med på Touren, griner Jan, der opfordrer alle til at komme og opleve dem i pit hos Vendia Ost på Bispetorv.