Byens juletræer endte i maven på krondyrene
HIRTSHALS: Lions Hirtshals var også med til at afmontere alle de 100 juletræer, som de havde været med til at stille op i november.
De 100 juletræer fra gaderne i Hirtshals blev lørdag den 4. januar til krondyrfoder hos Allan Kristensen i Fun Park Hirtshals, da træerne blev pillet ned fra gaderne.
Det var de lokale medlemmer fra Lions Hirtshals, der stod for at afmontere juletræerne. De læssede dem på trailere og kørte dem til Fun Park Hirtshals, hvor krondyrene nød de mange træer.
Hirtshals Handel og Erhverv får hvert år hjælp af Lions Hirtshals til at stille de 100 juletræer op i november og til at tage dem ned igen i starten af januar.
Allan Kristensen fra Fun Park Hirtshals glæder sig hvert år over de mange træer, han modtager i januar.
- Det er et godt fodersupplement til alle vores krondyr, som er glade for at spise nåletræer, siger Allan Kristensen.
De mange juletræer har været en flot juleudsmykning i gaderne i Hirtshals. Hvert enkelt træ har været pyntet med lyskæder, og træerne sammen med julestjernerne i gadelygterne skaber en julebelysning, som mange kunder og handlende i Hirtshals betegner som den flotteste og mest traditionsrige, man kan ønske sig.