Billede beskrivelse

Åbner ny butik i Hjørring: Forening vil hjælpe udsatte familier

22. marts 2025 kl. 06.03

HJØRRING: Buen 4 i Hjørring er ramme om en helt ny butik. Her er foreningen ”Oplevelser for udsatte familier,” som er baseret på en Facebook-gruppe med samme navn, nemlig flyttet ind.

Foreningen, der tegnes af René Olsen, Pia Olsen og Jørn Olsen, har slået dørene op til en butik, der sælger forskellige ting til blandt børn. Det er varer, som foreningen har købt som restpartier eller fået doneret fra for eksempel virksomheder eller butikker.

Butikken har åben hver lørdag fra 10.00-16.00, og hylderne bugner af ubrugte varer, konstaterer René Olsen tilfreds.

- Vi har dog også en lille afdeling med brugte ting, siger Pia Olsen.

Billede beskrivelse

Overskuddet går, som foreningens navn antyder, til oplevelser og ture for udsatte familier, og pengene til det får foreningen også fra blandt andet donationer.

- Der er et rigtigt stort behov, og vi gør, hvad vi kan for at gøre en forskel for børnefamilier, som ikke har råd til ferier og udflugter, siger René Olsen.

- For os er det en rigtig god tanke, at de børn, vi hjælper, kan komme i skole og fortælle, at de har oplevet noget for eksempel, når de holder ferie, men også bare i det hele taget, siger Jørn Olsen.

René Olsen og Pia Olsen er også efterhånden velkendte ansigter rundt om på blandt andet markeder. For her kommer de også med et stort udvalg af varer. Overskuddet går også herfra til aktiviteter i foreningen.

- Og vi har CVR nummer, ligesom vi har alle de nødvendige tilladelser til at lave indsamlinger, siger René Olsen.

Billede beskrivelse

Det er vigtigt for dem at understrege, fordi de nogle gange møder en tvivl hos folk, fortæller de.

- Men de fleste er nu bare nysgerrige og vil gerne høre, hvad vi laver, og når de hører, at vores aktiviteter er til fordel for udsatte familier og børn, så er de fleste helt med, siger René Olsen.

- Og dem, der gerne vil prutte om prisen, holder for det meste også op, når de ser, hvad det er, vores overskud går til. Der er nu alligevel ikke nogen, der vil tage noget fra børn, siger Pia Olsen med et stort smil.

Gruppen har en facebookgruppe under navnet ”Støt oplevelser for udsatte familier,” hvor det er muligt at læse mere om foreningens arbejde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste