Råvarepriser og overenskomst: Nu sætter bageri priserne op
SINDAL: Bageri Ingeborg i Sindal, der sidste år gennemgik en stor renovering, havde en mission om ikke at lade priserne stige i 2022 - selv om både råvarepriser og elregninger steg.
Det lykkedes, men nu går den ikke længere:
- Nu må vi dog sande, at med de fortsat stigende råvarepriser, overenskomst & lønninger, så bliver vi desværre nødt til at følge med de andre og foretage en prisstigning, skriver bageriet på sin facebook-side.
Det medfører, at kunderne fra 1. april vil blive mødt af prisstigninger på brød og kager i butikken.
- Vi håber på jeres forståelse og håber meget på stadig at se jer i butikken, lyder det fra bagerparret, Bettina og Tommy Carlsen.
På facebook har de fleste forståelse for prisstigningen:
- Ingen sure miner herfra, lyder det fra en kunde, mens en anden bemærker:
- Betaler gerne ekstra for jeres dejlige brød og kager - bare i fortsætter med at bage
En enkelt spørger dog, om det er Aprilsnar - hvad det ikke er - og en anden skriver:
- Så det jo godt turisterne er lige om hjørnet til at betale de høje priser.
Ingeborg leverer også brød til Spar-butikkerne i Hirtshals, Tversted og Aalbæk.