Vis mig din bil: Lars har en Kia Ceed - og en gammel hund ...
Hvad kører bilforhandleren i - og hvad er vigtigt for ham, når han skal ud på vejene
HJØRRING: Er bilen bare en bunke blik med fire hjul - eller er den meget mere end det.
Kommunens bilforhandlere har sagt ja til at dele deres forhold til biler med læserne, og i denne uge er filialdirektør Lars Mølgaard fra Uggerhøj Hjørring på banen.
Hvilken bil kører du i?
- Vi kører i en Kia Ceed plugin sw.
Hvad er vigtigt, når du skal vælge bil?
- Vi repræsenterer jo firmaet med vores biler. Men for mig og min familie er det vigtigt, at der er god plads i bagagerummet. Vi har to børn, og der skal være plads til en hockeytaske og mange andre forskellige ting - lige nu har vi en stationcar. Og med den grønne bølge, må det også gerne være en el-bil eller plugin. Vi prøver mange forskellige biler, og nogle gange kører vi i bilen for at lære den at kende. Med de nye el-biler er der meget ny teknologi at sætte sig ind i.
Hvor tit skifter du bil?
- Jeg har været i bilbranchen siden 1996, og uha jeg har haft mange biler. Vi skifter bil et par gange om året og nogle gange flere - vi kører jo i firmaets biler.
- Min yngste på 12 år spørger nogle gang: ”Far, hvilken bil er du kørt hjem i i dag”.
Lars røber, at han også har en ældre Opel Corsa - en diesel årgang 2011, som han nogle gange lufter mellem hjemmet i Frederikshavn og Uggerhøj i Hjørring.
- Det er en rigtig gammel hund, og de griner lidt af mig, når jeg ruller ind på parkeringspladsen, smiler han.
- Men jeg har også haft nogle stykker af Opel Insignia og Opel Astra.
Hvor mange kilometer kører du om året?
- Vi kører omkring 20.000 kilometer om året. Vi bor i Frederikshavn, så der er transport hver dag - og tit også i weekenderne. Min kæreste kører til og fra sit arbejde i Dronninglund.
Hvad var din første bil?
- En orange BMW 320 - det var en fantastisk bil, smiler Lars. - Jeg var 18 år, og så fik man sådan en bil - en 6 cylinderet. Den kørte sgu godt. Det var en gammel en, der var shinet op - det var faktisk en bil, jeg købte af min storebror, tilføjer Lars.
Hvilken bil har du være mest glad for?
- Det er svært at sige. Jeg får altid et forhold til den bil, jeg repræsenterer for firmaet. Men skal jeg nævne én, havde jeg engang en Saab 9-3 - en 150 hestes diesel. En stationcar. Det var bare en helt fantastisk bil - og den kørte fantastisk.