Verdens mindste cykelløb – med den største ambition
I uge 33 cykler soroptimisterne Ida Gormsen og Bente Lorenzen fra soroptimistklubben i Vejle for tredje gang Danmark rundt for at sætte fokus på projektet ”Moving the World på Hjul”, der er et projekt under Soroptimist International (SI) Danmark.
Formålet er at indsamle penge til FN’s skolemadsprogram samt at skabe større synlighed for SI Danmark. På turen kører de igennem flere byer, hvoraf der i 17 byer vil være SI-klubber, der er med til at bakke op om projektet.
Lørdag den 13. august 2022 cirka klokken 15.00 kom de friske piger Ida Gormsen og Bente Lorenzen igennem Hjørring på deres rute fra Skagen til Aalborg. De bliver ledsaget af andre soroptimister fra Skagen, og Soroptimist-klubben Hjørring vil tage imod gruppen i Hjørring.
Projektet er et ”Stop Sult”-projekt, som Soroptimisterne afvikler i samarbejde med FN Verdens Fødevareprogram (WFP) og FN-Forbundets Stop Sult Fond. ”Moving the World to End Hunger” samler penge ind til skolemad til børn i Burkina Faso.
Soroptimisternes indsats i 2021 betyder, at de kan sikre, at 1.040 skolebørn i Burkina Faso får et nærende måltid mad hver dag i et helt skoleår. Soroptimisterne Hjørring vil gennem deltagelse i dette skolemadsprojekt i Burkina Faso bidrage til at sikre, at flere børn sendes i skole og dermed får mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse. Skolemaden øger børnenes koncentration, så indlæringen optimeres, og muligheden for en uddannelse kan sikres.
Har du ikke mulighed for at deltage, men har lyst til at støtte projektet, kan man kontakte soroptimisterne. Alle bidrag går ubeskåret til projektet i Burkina Faso.