Billede beskrivelse

Unik korworkshop skabte sangglæde i Hjørring

26. januar 2025 kl. 11.01

HJØRRING: Den 17.-18. januar 2025 fik Nordjylland fornemt besøg, da DR Pigekors chefdirigent Charlotte Rowan ledte en inspirerende korworkshop i festsalen på UCN i Hjørring. Workshoppen, arrangeret af Sangkraft Hjørring, samlede Nordjysk Pigekors juniorkor, Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor og bød på læring, musikalsk udvikling og fællesskab.

Det fortæller arrangørerne. 

Mere end 30 korledere fra hele Danmark deltog for at hente ny inspiration til deres korarbejde, mens over 70 unge korsangere fik en uforglemmelig oplevelse i hænderne på den dygtige og anerkendte dirigent.

Et løft for korarbejdet

Katrine Bach Skovmand, korleder for Nordjysk Pigekors juniorkor, udtrykker sin begejstring:

- Jeg har fået et kæmpe boost af inspiration til mit korlederarbejde – især i forhold til klang og Charlotte Rowans anerkendende tilgang til arbejdet med korsangerne. Det matcher perfekt med vores daglige fokus på at styrke pigernes sangglæde, udtryk og frimodighed. Mødet med en så kompetent kordirigent giver mig lyst til at udvikle mig endnu mere som dirigent.

Korsangere i udvikling

Både yngre og erfarne korsangere blev stærkt påvirkede af workshoppen. Julie Høst fra Nordjysk Pigekors juniorkor fortæller:

- Jeg synes, Charlotte Rowan er helt fantastisk. Hendes positive energi gjorde det sjovt at synge, og hendes opvarmningsøvelser fik os til at lyde endnu bedre sammen.

Billede beskrivelse

Lærke Lill Vestergaard, erfaren sanger i Nordjysk Pigekor, tilføjer:

- Det var en vidunderlig dag! Vi arbejdede med klang og lyd på helt nye måder og kunne virkelig mærke, hvordan vi rykkede os både individuelt og som kor. Charlotte Rowan skabte en magisk og musikalsk oplevelse, som vi vil huske længe og bruge fremover.

Nye værktøjer til korledelse

Christina Kjærulff, korleder for Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor, roser workshoppen:

- Charlotte Rowan bidrog med fantastiske idéer til kormusikalsk arbejde, eksempelvis omkring klang, frasering og indstudering af nyt repertoire. Hendes positive energi og legende tilgang smittede af på både sangere og os korledere. Det har været utrolig udviklende at møde en så professionel dirigent, og workshoppen har givet os ny inspiration til at styrke vores korarbejde.

En fælles fejring af kormusik

Hjørrings borgmester Søren Smalbro, chef for Kultur og Event i Hjørring Kommune, Leif Lund Jakobsen, samt strategisk direktør i Sangens Hus, Elsebeth Gerner Nielsen, bød alle velkommen og understregede betydningen af musikalske samarbejder som dette.

Workshoppen blev gjort mulig takket være støtte fra Sangens Hus og Kulturalliancen mellem Frederikshavn og Hjørring Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste