Unge med psykiske lidelser tæt på har fået nyt fællesskab
Hjørring: To selvhjælpsgrupper særligt for unge er opstået i Hjørring. Svære tanker bliver nemlig lettere, hvis man deler dem med andre, lyder budskabet fra DepressionsForeningen, der har flere selvhjælpsgrupper i Nordjylland.
Det gælder også Hjørring, hvor de to selvhjælpsgrupper holder til på Hjørring Bibliotek.
Det drejer sig om en gruppe, der er for unge mellem 18-35 år, der har en forælder, en bedsteforælder, kæreste, ven eller veninde med en depression eller bipolar lidelse.
Gruppen har haft sit første møde 14. januar 2025 klokken 16.00-18.00, og gruppen mødes fremadrettet hver anden tirsdag, hvor den ledes af gruppelederne Louisa og Lars Lindy. De kan kontaktes på hj@depressionsforeningen.dk ved spørgsmål.
Den anden gruppe er for voksne over 18 år med depression eller bipolar lidelse. Gruppen mødes næste gang 22. januar klokken 16.00-18.00. Den ledes af Flemming og Kathe, der kan kontaktes på 25 28 28 14 ved spørgsmål.
Der er al mulig grund til at søge de særlige fællesskaber, fortæller Dorthe Haslund, der er projektleder i DepressionsForeningen Nordjylland.
- Det kan være en stor hjælp og støtte at tale med andre, der selv har prøvet, hvad det vil sige at være deprimeret. Selv nok så forstående pårørende og venner kan ikke på samme måde forstå, hvad det vil sige, fortæller Dorthe Haslund.
Det genkender Zenitha Andersen.
Hun er en del af en selvhjælpsgruppe i DepressionsForeningen, og hun havde kæmpet med depression i mange år, før hun blev diagnosticeret med bipolar lidelse.
Derfor regnede hun egentlig også med, at hun ville være lidt tilbageholdende og stille første gang, hun mødte op i sin lokale selvhjælpsgruppe for mennesker med bipolar lidelse.
Men sådan gik det ikke.
- Jeg blev hurtigt tryg, og jeg fik lyst til at byde ind nærmest med det samme. Vi var mange forskellige mennesker fra alle mulige baggrunde, men der var så meget, vi havde til fælles, fortæller Zenitha Andersen og fortsætter.
- Det var rart, at jeg kunne fortælle om situationer, som jeg egentlig syntes var pinlige, og så møde indforståede nik, fordi de andre kunne genkende det.