Billede beskrivelse

Søren Homann: - Flere unge skal hjem til kommunen

08. januar 2025 kl. 06.01

HIRTSHALS: Formanden for Teknik og Miljø i Hjørring Kommune, Søren Homann, var for nylig i Hirtshals for at informere en gruppe ældre erhvervsfolk om de aktuelle initiativer og projekter i hans afdeling. Søren Homann berettede bredt om sine oplevelser som formand for Teknik og Miljø - en post, han har haft siden sin indtræden i Hjørring Byråd i 2022, hvor Det Konservative Folkeparti sikrede sig syv pladser, svarende til cirka 22 % af de afgivne stemmer.

Søren Homann udtalte:

- Som politiker skal man være med til at forandre noget til det bedre. Derfor er det vigtigt med et godt samarbejde mellem politikerne og kommunens forvaltning. Jeg vil arbejde hårdt på, at flere af vores unge, der har studeret udenbys, vender hjem – ikke mindst til Hirtshals. Det er også vigtigt, at vores byer fremstår attraktive, så besøgende får lyst til at bosætte sig i kommunen.

Han fremhævede de særlige fordele ved området:

- Vi har omkring 60 kilometer smuk strand, der strækker sig fra Løkken i syd til Tversted i nord. Hirtshals er desuden blevet en universitetsby, hvor man kan studere fiskeriteknologi.

Søren Homann nævnte også flere projekter rundt om i kommunen:

- Vi arbejder meget med byfornyelse i Tversted, og i Bindslev har vi etableret et nyt og imponerende fisketrappesystem, som allerede har forbedret fiskebestanden. I Sindal er den tidligere lufthavn blevet omdannet til en flyveplads, der blandt andet bruges af militæret til natøvelser med flylandinger. I Sæsing har vi fået et flot kulturcenter med et imponerende udbud af aktiviteter.

Han fortsatte:

- I Vrå arbejder vi på en udvidelse af et biogasanlæg fra Agri Nord. I hele Hjørring Kommune har vi nu syv store biogasanlæg. Hjørring midtby har fået færdiggjort et stort vandprojekt i samarbejde med Hjørring Vandselskab i forbindelse med separatkloakeringen. På Mammutpladsen bliver der plads til både bier, biler, en legeplads til børn og et lille grønt område.

Søren Homann nævnte også planer for et nyt erhvervsområde ved Sæbyvej samt de store kystsikringsprojekter langs den 60 kilometer lange kyststrækning, som over en årrække vil kræve mange millioner kroner. Han påpegede, at der i Hirtshals arbejdes på en havneudvidelse, CO₂-udskibning og forbedret strømkapacitet for at imødekomme det stigende energibehov i fremtiden.

Afslutningsvis bemærkede Søren Homann:

- Her til foråret skal kommuneplanen revideres. Der vil være særligt fokus på erhvervsudvikling og bymidteområder i de byer, der hører under Hjørring Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste