Rund fødselsdagsfejring: Anders Jensen fylder 60 år
LØKKEN: Sejlstrup Entreprenørforretning har igennem mange årtier markeret sig meget stærkt i Vendsyssel, og er efterhånden groet til en veletableret virksomhed i vores område med hele 150 ansatte i 2025.
Forretningen ejes af brødrene Anders og Martin Jensen sammen med svogeren Leif Sørensen, og nu er det tid til en ny fejring, idet Anders har rund fødselsdag mandag 3. marts, når han fylder 60 år.
Familiebånd
Til dagligt drives firmaet af Anders, Martin, Leif og søsteren Mette, og mens brødrene leder entreprenørdelen, så står Leif og Mette for Vrå Mørtelværk, der har 40 ansatte som en underafdeling.
Anders er gift med Tina, og sammen har de Jonas, Emil og Mads, ligesom de har 3 svigerdøtre og 5 børnebørn - Emil og Mads er hos Sejlstrup Entreprenørforretning, mens Jonas er maskinmester.
Det skinner derfor tydeligt igennem, at der er mange familiebånd på kryds og tværs, ligesom der er stor vilje til at gøre en forskel - både i forbindelse med virksomheden, og at gøre noget for de lokale.
Engagement
Da sønnerne gik på Hundelev Skole, så var Anders formand for skolebestyrelsen, og da den var tæt på at blive lukket, så trådte han i karakter, og var med i opstarten af Hundelev Friskole i 2015.
Fødselaren er i dag meget aktiv for at kunne tjene penge til friskolen, herunder som frivillig ved blandt andet fodboldturneringen Dana Cup i Hjørring, Aalborg Karneval og det kendte Rubjerg Knude-løb.
Anders har tidligere været formand for Hundelev Beboerforening, mens han i dag er formand for Kultur- og Idrætscentret, og yder derfor engagement i lokalsamfundet med positivitet og hjælpsomhed.
Desuden har han været medlem af Lions i Løkken i mange år, og han er således både stolt af og glad for at kunne støtte mange humanitære formål - både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.
Flying high
I fritiden er Anders glad for veterantraktorer, og privaten prydes af en Bukh, en Ford og en Fiat, ligesom han er medlem af Hundelev Traktor Klub, hvor der hygges og nørdes med den fælles interesse.
Han har også en anden passion, idet da han i en alder af blot 19 år fik sit flycertifikat, hvilket var efter inspiration fra faderen Ejgild - og der er derfor blevet fløjet mange timer i den private Cessna 172.
Denne er netop blevet udskiftet med en nyere Cessna-model, som bruges til forretning og fornøjelse - og idet sønnen Emil også har certifikat, så har dette skabt fælles flyveoplevelser i ind- og udland.
Anders er ligeså et engageret medlem af Sindal Flyveklub, men Cessnaen står dog på hjemmeadressen, hvor han har egen hangar og landingsbane - han er derfor et bevis på, at alt er muligt i livet.